Lars Aagaard: Farvel til russisk gas vil definere Europa
Rusland vil blive ramt økonomisk af EU-landenes beslutning om at sige farvel til russisk gas, siger Aagaard.
Beslutningen om at sige farvel til russisk gas fra 1. januar 2028 vil "definere" det europæiske kontinent.Det siger klima- og energiminister Lars Aagaard (M), efter at EU-landene mandag stillede sig bag beslutningen på et ministermøde i Luxembourg.
Nu skal aftalen forhandles på plads med EU-Parlamentet, før den er endelig.
- I for lang tid har vi været for afhængige af én leverandør. En leverandør, som har brugt afhængigheden som et våben og som har øget befolkningernes energiregninger, siger Lars Aagaard.
Han regner med at kunne samle den nødvendige opbakning i EU-Parlamentet, så beslutningen kan træde i kraft fra 1. januar 2026, hvor Danmark giver formandskabet for EU videre til Cypern.
Dermed bliver der sendt et klart signal til Rusland, Ukraine og USA, siger Lars Aagaard.
- Jeg håber, at andre lande, der fortsat importerer russisk gas og olie, vil lave planer for at udfase det, siger Lars Aagaard.
Ungarn og Slovakiet stemte som de eneste af de 27 EU-lande imod beslutningen. Men da den kunne tages med kvalificeret flertal, havde de to lande ikke mulighed for at blokere.
EU-kommissær for energi og boliger Dan Jørgensen roser det danske EU-formandskab for at lande aftalen.
Han lover hjælp til de EU-lande, der er bekymrede for deres energiforsyning.
Men han opfordrer også landene til nu at gøre sig fri af Rusland:
- Andre lande har også haft udfordringer med at sige farvel til russisk energi, men de har været langt hurtigere til at reagere, siger Dan Jørgensen.
Han betegner ligesom Lars Aagaard beslutningen som unik, fordi den er meget vidtgående i forsøget på både at ramme Ruslands økonomi og ændre energiforsyningen i Europa.
- Vi sender et meget klart signal om, at vi ikke vil tillade, at energi bliver brugt som et våben imod os.
- Vi vil ikke længere være afhængige af energi fra en aggressor. Og vi vil ikke længere indirekte finansiere Putins krig mod Ukraine, siger Dan Jørgensen.
Lars Aagaard erkender, at beslutningen vil betyde, at Europa i en periode importerer gas fra andre lande. Det strider imod ønsket om at sige farvel til fossil energi:
- Dette er ikke afslutningen på vores arbejde. Vi skal nu arbejde på øget elektrificering, fordi vi har industrier i Europa, som er for afhængige af fossil energi.
- Beslutningen i dag er et farvel til russisk energi. Men det er ikke afslutningen på vores arbejde med at omlægge energiforsyningen, siger Lars Aagaard.
/ritzau/