Trump foreslår deling af Donbas langs frontlinjen
Efter medies meldinger om "råbekamp" med Zelenskyj siger Donald Trump, at Donbas bør opdeles langs frontlinje.
Donbas-regionen i det østlige Ukraine bør for nuværende opdeles langs frontlinjen mellem Ukraine og Rusland - og så må landene forhandle sig til en løsning hen ad vejen.Det siger USA's præsident, Donald Trump, til journalister om bord på præsidentflyet Air Force One.
Dermed ville størstedelen af regionen være under russisk kontrol.
- Vi synes, at det, de burde gøre, simpelthen er at stoppe ved frontlinjerne, hvor de er. Gå hjem, stoppe med at dræbe folk og være færdige, siger Trump sent søndag lokal tid ifølge nyhedsbureauet dpa.
Det ukrainske Donbas består af de to regioner - eller oblaster - Donetsk og Luhansk.
Trump bliver spurgt, om han fredag under et møde med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, foreslog, at Ukraine skulle afgive hele Donbas til Rusland.
- Nej, det diskuterede vi aldrig, siger Trump.
Dermed modsiger han mediet Financial Times, der på baggrund af anonyme kilder beskrev et særdeles anspændt møde mellem Trump og Zelenskyj i Det Hvide Hus fredag.
Mødet udviklede sig ifølge kilderne flere gange til en "råbekamp" mellem de to, og Trump skal her angiveligt have insisteret på, at Zelenskyj afgiver hele Donbas-regionen.
Det er dog ikke det synspunkt, Trump søndag giver udtryk for.
- Lad det (Donbas, red.) være opdelt, som det er lige nu. Jeg tror, at 78 procent af området allerede er taget af Rusland, siger Trump som svar på et spørgsmål fra en journalist fra nyhedsbureauet Reuters.
- Lad det være, sådan som det er lige nu. De kan forhandle noget senere hen ad vejen.
Torsdag op til mødet med Zelenskyj sagde Trump, at han snart vil mødes med Ruslands præsident, Vladimir Putin, i den ungarske hovedstad, Budapest.
Her melder den ukrainske præsident sig også klar til at deltage, hvis han bliver spurgt.
- Hvis jeg bliver inviteret til Budapest - hvis det er et invitationsformat, hvor vi mødes som tre, såkaldt penduldiplomati, hvor præsident Trump mødes med Putin, og præsident Trump mødes med mig - så går vi med til det i en eller anden form for format, siger han mandag ifølge AFP.
Ved mødet i Det Hvide Hus fredag mellem Trump og Zelenskyj blev det drøftet, hvilke sikkerhedsgarantier USA kan tilbyde Ukraine.
Der har den seneste tid været snak om potentielt at sende de amerikanske Tomahawk-missiler til Ukraine. Men ved mødet kom der ikke amerikanske løfter om de kraftfulde missiler.
/ritzau/