Dommer i USA dropper tiltale mod fejlagtigt udvist mand

23. MAJ 2026 • 00:31UDLAND

Anklagemyndigheden har misbrugt sin magt ved at tiltale Kilmar Abrego Garcia, mener amerikansk dommer.

En føderal dommer i den amerikanske delstat Tennessee har fredag afvist en straffesag mod en salvadoransk mand, der er blevet et billede på præsident Donald Trumps hårde linje over for migranter.

Det skriver nyhedsbureauet AFP og mediet NBC News.

Den føderale dommer Waverly Crenshaw fastslår i sin afgørelse, at tiltalen mod manden, der hedder Kilmar Abrego Garcia, var udtryk for "misbrug af anklagemyndighedens magt".

- De objektive beviser i denne sag viser, at hvis det ikke havde været for Abregos succesfulde søgsmål, der udfordrede hans udvisning til El Salvador, ville regeringen ikke have rejst denne tiltale, lyder det i afgørelsen.

Abrego Garcia var blandt mere end 200 personer, som i marts sidste år blev deporteret til El Salvador.

Her sad han blandt andet i et megafængsel, der er kendt for barske forhold.

Abrego Garcia kom illegalt til USA i 2011. I 2019 fik han dog en beskyttet status af en dommer, fordi det blev vurderet, at han ville være i fare i sit hjemland.

USA's højesteret beordrede, at Trump-administrationen skulle arbejde for at hente Garcia tilbage, efter at regeringen havde indrømmet, at den ved en fejl havde sendt ham til El Salvador.

Men da han i juni kom tilbage til USA, blev han fængslet i Tennessee i en sag, hvor han er tiltalt for menneskesmugling. I august blev han løsladt, mens han afventede en retssag.

Dommer Waverly Crenshaw mener, at efterforskningen af Garcia udelukkende blev iværksat for at retfærdiggøre regeringens beslutning om at udvise ham til El Salvador.

Sean Hecker, der er Abrego Garcias advokat, udtaler, at hans klient "er offer for et politiseret, hævngerrigt Det Hvide Hus og dets advokater i det, der førhen var et uafhængigt justitsministerium".

- Vi er så glade for, at han er en fri mand. Helt retmæssigt, siger han.

Justitsministeriet har tænkt sig at appellere afgørelsen, siger en talsmand til NBC News.

- Endnu en aktivistisk dommer har sat politik over den offentlige sikkerhed. Dommerens kendelse er forkert og farlig, og vi vil anke den, lyder det.

Trods sejren i straffesagen risikerer Abrego Garcia stadig at blive deporteret af Trump-administrationen, skriver AFP.

En anden forbundsdommer har midlertidigt blokeret for, at han kan deporteres, mens de juridiske processer fortsætter.

Garcia har bopæl i delstaten Maryland og er gift med en amerikansk kvinde.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT