Læger uden Grænser evakuerer alle ansatte fra Gaza By
Det er ikke længere sikkert for Læger uden Grænsers ansatte at opholde sig i Gaza By, siger organisationen.
Læger uden Grænser har fredag besluttet at evakuere samtlige ansatte fra Gaza By.Det oplyser organisationens danske afdeling til Ritzau.
Beslutningen skyldes, at det ikke længere er sikkert for de ansatte at opholde sig i byen, efter at israelske soldater er rykket tættere på, lyder det.
- Vi har ikke andet valg end at stoppe vores aktiviteter, da vores klinikker er omringet af israelske styrker.
- Dette er det sidste, vi ønsker, fordi behovene i Gaza By er enorme, og de mest sårbare patienter - for tidligt fødte spædbørn, personer med alvorlige traumeskader og livstruende sygdomme - er ikke i stand til at søge andre steder hen og er i alvorlig fare, siger Jacob Granger i en pressemeddelelse.
Han er katastrofekoordinator i Læger uden Grænser i Gaza.
Læger uden Grænser kan ikke oplyse, hvor mange ansatte der er i Gaza By.
I alt er der omkring 1000 personer, der arbejder for organisationen i Gazastriben.
De fleste er sundhedspersonale, for eksempel læger og sygeplejersker, men der er også nødhjælpsuddelere og chauffører ansat.
Tidligere har organisationen været nødt til midlertidigt at lukke enkelte klinikker eller trække folk fra visse områder. Men det er første gang, at Læger uden Grænser har set sig nødsaget til helt at forlade Gaza By, oplyser organisationen.
Personalet vil blive evakueret sydpå, og der er ikke nogen tidshorisont for, hvornår de ansatte kan vende tilbage.
Tilbagetrækningen kommer til at koste liv, siger Gitte Rønde, forperson i Læger uden Grænser Danmark.
Hun kalder situationen det værst tænkelige scenarie.
- Alene i sidste uge tilså vi flere end 3500 patienter i Gaza By og behandlede 1655 for underernæring. Det er mennesker som disse, som vi nu ikke længere kan hjælpe.
- Situationen bliver mere og mere umenneskelig, og det må stoppe nu. Vi har igen og igen opfordret til en varig våbenhvile - men intet sker. Det er på tide, at verdenslederne tager situationen alvorligt og får stoppet det folkedrab, som lige nu finder sted i Gaza, siger Gitte Rønde i pressemeddelelsen.
Flere internationale organisationer har anklaget Israel for at begå et folkedrab i Gazastriben.
Desuden kom der i sidste uge en rapport fra en uafhængig undersøgelseskommission, der konkluderer, at Israel begår folkedrab i Gazastriben.
Israelske styrker indledte tidligere i september en landoffensiv i Gaza By. Samtidig har der løbende været luftangreb på mål i byen.
Ifølge Israel er formålet med offensiven at besejre den militante Hamas-bevægelse. Landet afviser, at det står bag et folkedrab i Gaza.
/ritzau/