Iran byder enhver hjælp fra Kina velkommen

15. MAJ 2026 • 14:08UDLAND

Irans udenrigsminister siger, at Iran og Kina er partnere, og at Iran vil tage godt imod hjælp fra Kina.

Den iranske udenrigsminister, Abbas Araghchi, siger, at Iran er klar til at modtage enhver hjælp, herunder fra Kina, for at løse konflikten i Mellemøsten.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

- Vi har meget gode relationer med Kina. Vi er strategiske partnere med hinanden, og vi ved, at kineserne har gode intentioner, så alt, der kan blive gjort af dem for at hjælpe diplomatiet, vil blive budt velkomment af den islamiske republik, siger Araghchi.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har torsdag og fredag været i Beijing for at mødes med Kinas præsident, Xi Jinping.

Torsdag sagde Trump, at Xi Jinping under et møde havde tilbudt sin hjælp i forhandlingerne mellem USA og Iran.

- Han (Xi Jinping, red.) vil gerne se Hormuzstrædet åbne. Han sagde: "Hvis jeg kan være til nogen som helst hjælp, vil jeg gerne hjælpe", sagde Trump ifølge AP i et interview med Fox News.

Trump gjorde det dog også klart under besøget, at USA ikke har brug for Kinas hjælp til at løse konflikten, skriver AP.

Abbas Araghchi er i øjeblikket i Indien, hvor han har deltaget i et møde i BRIKS-samarbejdet.

BRIKS-samarbejdet bestod oprindeligt af de store ikke-vestlige økonomier Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika. Det blev grundlagt i 2009.

I 2024 blev alliancen udvidet med flere arabiske lande, herunder Iran, samt Egypten og Etiopien. Sidste år sluttede Indonesien sig også til samarbejdet.

USA og Israel indledte den 28. februar angreb i Iran. Parterne forhandler i øjeblikket om en løsning på konflikten, mens der er aftalt en våbenhvile. Dog endte den første runde af forhandlinger i april uden resultat.

Pakistan agerer som mægler mellem parterne.

Iran har ifølge Abbas Araghchi modtaget en besked fra den amerikanske side om, at amerikanerne er klar til at fortsætte forhandlingerne.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT