Læger i England tager onsdag hul på fem dage lang strejke

17. DEC 2025 • 02:22UDLAND

Engelske læger strejker grundet utilfredshed med løn- og arbejdsvilkår. Det lægger pres på sundhedssektoren.

Læger i England vil onsdag tage hul på en fem dage lang strejke, som sker i protest mod deres løn- og arbejdsvilkår.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters natten til onsdag.

Strejken er del af en konflikt mellem regeringen og de engelske lægers fagforening.

Den er planlagt i en tid præget af en stigning i antallet af influenzatilfælde.

Det er den seneste i en række af strejker, der har fundet sted i år, hvor nyuddannede læger og læger, der fortsat er under uddannelse, har indstillet deres arbejde. Der er tale om en gruppe, der tilsammen udgør næsten halvdelen af den samlede arbejdsstyrke af læger.

De siger, at deres løn i mere end et årti er blevet udhulet.

Fra regeringen lyder det, at der ikke er offentlige midler til at hæve lønningerne mere, end de allerede er blevet.

Sundhedsminister Wes Streeting har i den forbindelse kaldt lægernes strejker for selvtilfredse, uansvarlige og farlige.

Ifølge Reuters lægger konflikten et yderligere pres på en allerede presset sundhedssektor i England.

National Health Service (NHS), som er det britiske sundhedsvæsen, advarede i sidste uge om, at de engelske hospitaler står over for det, der kaldes det værst tænkelige scenarie.

Det skyldes ifølge NHS en stigning i antallet af tilfælde af en særligt smitsom influenza.

- Personalet vil stå sammen, som det altid gør. Men desværre vil flere patienter sandsynligvis mærke konsekvenserne af den her strejke end under de to foregående, lød det fra Meghana Pandit, som er direktør i NHS.

Antallet af indlæggelser på grund af influenza steg i starten af december med mere end 50 procent til et gennemsnit på 2660 patienter om dagen, skriver Reuters.

Fra sundhedsmyndighederne har det lydt, at der ikke umiddelbart er udsigt til, at antallet vil falde.

NHS har varslet, at der under denne uges strejke kan være færre læger på arbejde end normalt, hvilket betyder, at lægerne vil prioritere livreddende behandling, og at patienter med mindre akutte problemer kan risikere længere ventetid.

Kort efter valget sidste år indgik Labour-regeringen en aftale om en lønstigning på 22 procent til landets læger for at afslutte en konflikt, der begyndte under den tidligere regering.

Konflikten genopstod dog, og fagforeningen British Medical Association, som repræsenterer de yngre læger under uddannelse, har krævet en lønstigning på 29 procent. Det vil ifølge dem i praksis bringe lønnen tilbage på niveauet fra 2008.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT