Konkurrent til X får en million nye brugere efter Trump-sejr

14. NOV 2024 • 10:28UDLAND

Bluesky har fået flere brugere efter Donald Trumps valgsejr og har nu over 15 millioner brugere.

Det sociale medie Bluesky har øget antallet af brugere siden Donald Trump vandt det amerikanske præsidentvalg 5. november.

Ifølge det amerikanske medie CNBC har Bluesky fået over 1,25 millioner nye brugere siden valget.

Platformen oplyser, at hovedparten af de nye brugere kommer fra USA, Canada og Storbritannien.

- Vi er glade for at byde alle, som leder efter en bedre oplevelse på sociale medier, velkommen, siger Blueskys topchef, Jay Graber, i en udtalelse til CNBC.

Ifølge Bluesky selv, har det sociale medie nu 15,2 millioner brugere.

Det er stadig kun en brøkdel af antallet af brugere på X.

I maj hævdede Elon Musk, som ejer X, at platformen havde 600 millioner månedlige brugere, hvoraf omkring halvdelen brugte X hver dag.

Men ifølge datafirmaet Sensor Tower har X en månedlig brugerbase på 318 millioner, skriver CNBC.

Bluesky begyndte som et socialt medie, hvor man skulle inviteres af en eksisterende bruger for at blive lukket ind. I februar 2024 åbnede mediet for, at alle kunne lave en brugerprofil.

Tidligere Twitter-topchef Jack Dorsey har været med at udvikle Bluesky. Projektet begyndte som et projekt i det daværende Twitter, men blev et selvstændigt selskab i 2022, skriver The Guardian.

Elon Musk overtog Twitter, som han senere navngav X, i oktober 2022 efter en længere juridisk kamp med selskabets tidligere ejergruppe.

Efter valget har Trump fundet en plads til Musk i sin administration. Han skal sammen med iværksætteren Vivek Ramaswamy stå i spidsen for en effektiviseringsafdeling, som skal mindske bureaukratiet i USA's regering.

Udviklingen af X under Elon Musks ejerskab har nu fået det britiske medie The Guardian til at stoppe med at bruge mediets officielle bruger. Det skriver mediet onsdag.

- Den amerikanske præsidentvalgkamp tjente udelukkende til at understrege det, vi længe har tænkt: At X er en giftig medieplatform, og at dens ejer, Elon Musk, har været i stand til at bruge sin indflydelse til at forme den politiske diskurs, skriver The Guardian.

Meta, som også ejer blandt andet Facebook og Instagram, har også udviklet et socialt medie, som skal være konkurrent til X. Mediet hedder Threads og har ifølge Instagrams topchef, Adam Mosseri, rundet 275 millioner månedlige brugere.

Det skrev Adam Mosseri i et opslag på Threads 3. november.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT