Justitsministerium udfordrer blokering af abortpille

10. APR 2023 • 23:33UDLAND

Det amerikanske justitsministerium vil have omgjort en dommers blokering af abortpillen mifepriston.

USA's justitsministerium forsøger at blokere en dommers beslutning om at trække godkendelsen af abortpillen mifepriston tilbage.

I en indgivelse afleveret ved et ankenævn mandag kalder justitsministeriet dommerens kendelse for "særdeles uberettiget".

Det kommer, efter at den føderale dommer Matthew Kacsmaryk fredag trak den 23-år gamle godkendelse af lægemidlet tilbage.

Ved sin kendelse berøver dommeren ifølge justitsministeriet patienter for "adgang til denne sikre og effektive behandling".

Pillen bruges til medicinsk abort i sammenhæng med lægemidlet misoprostol.

Metoden står for mere end halvdelen af alle aborter i USA.

Dommerens kendelse anses som en sejr for amerikanske abortmodstandere.

Men justitsministeriet siger mandag, at kendelsen bør sættes i bero senest 13. april.

Og sådan bør det forblive, indtil alle ankesager - hvis nødvendigt hele vejen til Højesteret - er gjort færdige, mener ministeriet.

Justitsministeriet ankede kendelsen umiddelbart efter dens offentliggørelse.

Den amerikanske fødevare- og lægemiddelmyndighed, FDA, sagde i januar, at man for første gang ville tillade salget af mifepriston i apoteker mod recept.

Lægemidlet var allerede delvist tilgængeligt, men kun i udvalgte apoteker og på klinikker.

I sin kendelse skrev dommeren, at FDA i sin godkendelse af lægemidlet har ignoreret risikoen, som ifølge ham er forbundet med mifepriston.

Det er godkendt til at fremtvinge abort inden for de første ti uger af en graviditet.

Det var fire anti-abortgrupper, der i november sagsøgte FDA og beskyldte myndigheden for at have gjort brug af en forkert proces, da mifepriston i år 2000 blev godkendt.

Matthew Kacsmaryk er den eneste føderale dommer i Amarillo i delstaten Texas. Hans retssal bliver hyppigt brugt af konservative til at udfordre præsident Joe Bidens politikker.

Dommeren blev udpeget af den forhenværende præsident Donald Trump og er en tidligere kristen aktivist.

Retlige kampe om abort er tiltaget i USA i kølvandet på en afgørelse fra landets højesteret sidste år.

Afgørelsen omstødte den historiske "Roe v. Wade" fra 1973, der sikrede fri abort i USA.

Kacsmaryks dom kom blot 18 minutter før, at en føderal dommer i delstaten Washington udstedte en kendelse om at bevare adgangen til mifepriston i 17 delstater.

De to modstridende kendelser sandsynliggør, at spørgsmålet om abortpillen skal afgøres i Højesteret.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU