KØB ABONNEMENT

Jay-Z vælger selv at optræde ved Super Bowl

UDLAND • 27. OKT 2026 • 04:16

Jay-Z spiller hvert år en stor rolle i at vælge artister til Super Bowl-pauseshowet. I 2027 optræder han selv.

Rapperen Jay-Z skal optræde ved det spektakulære pauseshow ved det kommende Super Bowl, der vil finde sted i Los Angeles i USA.

Det oplyser National Football League (NFL) i et opslag på det sociale medie X.

Jay-Z står bag selskabet Roc Nation, som har produceret Super Bowls pauseshow siden 2019.

Han spiller hvert år en stor rolle i at udvælge pauseshowets optrædende.

Men nu vælger han altså selv at træde frem i rampelyset.

Ifølge nyhedsbureauet Associated Press (AP) skriver Jay-Z i en udtalelse, at han har været på en rejse gennem sin karriere.

- 30 års musik, arbejde og kultur på verdens største scene. Det her bliver ved med at være en drøm, der går i opfyldelse, siger han.

I disse dage er Jay-Z på en turné i anledning af 30-års jubilæet for udgivelsen af hans debutalbum, "Reasonable Doubt", fra 1996.

Næste års Super Bowl finder sted den 14. februar.

NFL-kommissær Roger Goodell siger ifølge nyhedsbureauet Reuters i en udtalelse, at NFL i adskillige år har arbejdet tæt sammen med Jay-Z og Roc Nation.

- Da vi i sin tid indgik en aftale med Roc Nation om at producere showet, havde jeg kun et enkelt ønske: at Jay-Z selv ville gå på scenen en dag, når øjeblikket føltes rigtigt for ham, siger Goodell.

Jay-Z er blandt andet kendt for hits som "99 Problems" og "Hard Knock Life".

56-årige Jay-Z har desuden arbejdet sammen med kunstnere som Alicia Keys om "Empire State of Mind" og sin hustru, Beyoncé, om "Crazy in Love".

Jay-Z, hvis borgerlige navn er Shawn Carter, har modtaget 26 Grammy Awards og 89 nomineringer. Det er næstflest efter Beyoncé, der har optrådt ved to Super Bowl-pauseshows.

Blandt tidligere artister er også Rolling Stones, Madonna, Prince og Bruce Springsteen. I år optrådte den puertoricanske rapper Bad Bunny ved pauseshowet.

RITZAU




FÅ ABONNEMENT