Italiensk mafialeder og sønner anholdt i spansk ferieby

13. JAN 2025 • 14:30UDLAND

Lederen af familieklan tilknyttet Napolis Camorra-mafia er fanget i Marbella. Det samme er søn og svigersøn.

Spansk politi har anholdt tre medlemmer af den italienske mafiaorganisation Camorra.

Det oplyser spansk politi mandag ifølge AFP.

Medlemmerne er efterlyst i Italien for flere kriminelle handlinger - blandt andet drabsforsøg, våbenhandel og hvidvaskning.

Der er ifølge en udtalelse fra politiet tale om én af lederne i en familieklan, dennes søn og svigersøn.

Navnene på de tre anholdte oplyses ikke, men de beskrives af politiet som "ekstremt farlige".

De tre mafiamedlemmer blev for nylig anholdt i kystbyen Marbella, efter at spansk politi havde fået information om, at lederen af familieklanen gemte sig på feriedestinationen.

Han blev overvåget, hvilket gjorde det muligt for politiet at følge ham hen til et hus.

Her blev klanlederens søn anholdt, da han på et tidspunkt var på vej ud for at handle. Sønnen risikerer 30 års fængsel i Italien for drabsforsøg og våbenhandel.

Søndag blev klanlederen, der var eftersøgt for hvidvask, og svigersønnen anholdt, da de forlod hjemmet.

Den 20-årige svigersøn er mistænkt for smugling af narko og tobak.

Operationen skete i et samarbejde mellem spansk og italiensk politi.

Marbella er i de senere år blevet et tilholdssted for flere internationale bandemedlemmer, skriver AFP.

Ifølge italienske myndigheder er der tre forskellige store mafiaorganisationer, der opererer med afsæt i hver sit område af Italien.

Camorra er fra Napoli, Cosa Nostra er fra Sicilien og 'Ndrangheta er fra Calabrien.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT