Mbappé scorer på ny og skaffer Real Madrid sejr

24. JAN 2026 • 22:58SPORT

I sin 20. ligakamp scorede Kylian Mbappé sit 20. og 21. ligamål i sæsonen, da Real Madrid slog Villarreal 2-0.

Kylian Mbappé fortsætter den imponerende målform i sæsonen.

Lørdag blev han dobbelt målscorer for Real Madrid, der på udebane vandt 2-0 over Villarreal i den spanske La Liga.

De to scoringer gør, at Mbappé kommer op på 21 ligamål i 20 kampe i indeværende sæson. På tværs af turneringer er det blevet til 34 mål i 28 opgør.

Med sejren fortsætter den nyudnævnte cheftræner Álvaro Arbeloa en lille sejrsstime på tre vundne kampe i træk, efter at han fik en skrækdebut med et overraskende pokalexit mod Albacete fra den næstbedste spanske række.

Sejren på udebane mod "den gule ubåd" betyder, at hovedstadsklubben går forbi FC Barcelona i toppen, hvor to point adskiller rivalerne. Barcelona har dog en kamp i hånden og møder søndag Oviedo på hjemmebane.

Real Madrid hev lørdagens sejr i land uden på noget tidspunkt at imponere spillemæssigt. Mandskabet havde i første halvleg svært ved at skabe de store chancer, men det blev hurtigt ændret efter pausen.

Og selvfølgelig var det med Mbappé i en hovedrolle.

Vinicius Junior strøg forbi en Villarreal-spiller i venstresiden og sendte et fladt indlæg på tværs. Det blev i første omgang blokeret, men Mbappé var vaks og prikkede den løse bold i kassen.

Villarreal kom lidt længere frem på banen, men det var et koncentreret Real Madrid-hold, der var i kontrol, og i kampens tillægstid omsatte Mbappé et straffespark, han selv havde trukket.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT