Israels forsvarsminister varsler genoptagelse af fuldskalakrig i Gaza
Israel Katz siger, at Israel vil gøre arbejdet færdigt og gennemføre en plan om at fordrive palæstinensere.
Israels forsvarsminister, Israel Katz, siger, at det kun er et spørgsmål om tid, før landet genoptager en fuldskalakrig i Gaza og bevæger sig mod at fordrive de to millioner palæstinensere.Det siger Katz ifølge nyhedsbureauet AFP som modsvar til en anden højrefløjskandidat forud for valget i Israel 27. oktober.
Katz er kendt for sine markante udtalelser.
Han sagde, at den våbenhvile, som USA's præsident, Donald Trump, annoncerede i oktober 2025, havde "stor betydning for alle israelere, fordi den førte til, at de resterende gidsler blev bragt hjem", og sikrede "en forpligtelse fra USA" til at afvæbne den militante gruppe Hamas.
- Vi forstår alle, at det ikke kommer til at ske. Og IDF (Det israelske militær, red.) er klar til, når ordren gives om at udslette Hamas, at gøre arbejdet færdigt, så vi også kan gennemføre migrationsplanen, siger Katz ifølge AFP.
Katz siger, at 70 procent af Gazas befolkning allerede er blevet fordrevet under den israelske offensiv, som blev indledt efter Hamas' angreb 7. oktober 2023.
Tidligere på måneden sagde han, at Israel var klar til at fjerne palæstinensere fra Gaza via sø- og landvejen.
Man ventede dog på USA, som ifølge Katz drøftede, hvor de to millioner mennesker skulle tage hen.
USA's ambassadør i Israel, Mike Huckabee, har afvist, at der skulle være planer om at "fordrive mennesker fra Gaza mod deres vilje", skriver AFP.
Katz har beskrevet migrationsplanen som frivillig. Han siger, at størstedelen af palæstinenserne ønsker at forlade Gaza.
Næsten hele Gazas befolkning er blevet internt fordrevet. Størstedelen af området ligger i ruiner efter krigen.
Hamas angreb Israel 7. oktober 2023. Det kostede ifølge nyhedsbureauet AFP 1221 mennesker livet. 251 personer blev taget som gidsler og bragt til Gaza.
Israels efterfølgende offensiv i Gaza har ifølge Gazas sundhedsministerium kostet mere end 73.700 mennesker livet.
Ministeriet skelner ikke mellem civile og kombattanter, skriver AFP.
Selv om den 11 måneder gamle våbenhvile har reduceret niveauet af vold, har Israel fortsat jævnligt gennemført angreb i Gaza.
Ifølge sundhedsministeriet er 1375 palæstinensere blevet dræbt, siden våbenhvilen trådte i kraft.
RITZAU
