Houthier hævder at have nedskudt saudiarabisk kampfly

UDLAND16. SEP 2026 • 08:55

Houthierne har onsdag nedskudt et saudiarabisk kampfly i luftrummet over byen Marib, hævder bevægelsen.

Houthibevægelsen i Yemen hævder onsdag at have nedskudt et kampfly fra Saudi-Arabien.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

- De yemenitiske styrker er med Allahs hjælp lykkedes med at skyde et saudisk F-15-kampfly ned, mens det udførte fjendtlige operationer i luftrummet over Marib, lyder det ifølge nyhedsbureauet fra Yahya Saree, der er talsperson for bevægelsen, på X.

Han beskylder samtidig Saudi-Arabien for at have gennemført 450 luftangreb.

Bevægelsen hævder desuden, at der er blevet brugt et lokalt fremstillet luft-til-luft-missil i nedskydningen.

Houthierne meldte mandag, at bevægelsen havde udført nye angreb mod Saudi-Arabien.

Da lød det, at der var blevet affyret flere missiler og droner mod en militærbase i Khamis Mushait i det sydlige Saudi-Arabien.

Yahya Saree afviser i den forbindelse anklager om, at bevægelsen skulle have forsøgt at angribe den hellige by Mekka.

- Vores operationer er målrettet oliefaciliteter og militære baser, hvilket ligger langt fra de hellige steder.

Afvisningen kommer omkring samtidig med, at den pakistanske premierminister Shehbaz Sharif "på det skarpeste" fordømmer angrebet mod Mekka.

- Pakistans folk er foruroliget over denne skandaløse handling, lyder det ifølge nyhedsbureauet AFP.

Det er en koalition i Yemen ledet af Saudi-Arabien, der har beskyldt bevægelsen for angrebene.

De seneste dage er Saudi-Arabien kommet under stigende pres fra houthierne, der støtter Iran i krigen mod USA og Israel.

Saudi-Arabien støtter Yemens regering i borgerkrigen mod houthierne.

Saudiarabiske og yemenitiske luftstyrker har ifølge Reuters intensiveret luftangrebene mod houthi-mål - blandt andet omkring den historiske havneby Mocha.

Houthierne har dog fortsat kontrol over Yemens vestkyst langs Det Røde Hav, siger unavngivne embedsmænd i Yemens regering ifølge Reuters.

I sidste uge erobrede houthibevægelsen den strategisk vigtige ø Perim ved indsejlingen til Det Røde Hav, hvilket har øget presset på Saudi-Arabiens olieeksport.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT