Israel: Tre gidsler fra Gaza er blevet overleveret til os

2. NOV 2025 • 20:37UDLAND

Israel har modtaget kister med tre formodede afdøde gidsler, som skal til retsmedicinske undersøgelser.

Israel har fra Røde Kors modtaget ligene af tre gidsler i Gaza.

Det oplyser det israelske premierministerkontor søndag aften ifølge nyhedsbureauet AFP.

Overleveringen sker som led i den igangværende aftale om våbenhvile i Gaza.

- Israel har via Røde Kors modtaget kister med tre faldne gidsler, der blev videregivet til Israels hær og Shin Bet-styrker (efterretningstjeneste, red.) inde i Gazastriben, står der i meddelelsen.

Siden våbenhvilen begyndte, har Hamas frigivet 20 gidsler, som var i live. Den palæstinensiske gruppe er også begyndt at overlevere de jordiske rester af afdøde gidsler.

Fra israelsk side har man beskyldt Hamas for ikke at give ligene tilbage til Israel tilstrækkeligt hurtigt.

Inden søndagens overlevering blev det antaget, at der fortsat befandt sig 11 døde gidsler i Gaza.

Det tal kan altså nu blive otte.

Men de jordiske rester er endnu ikke blevet overført til retsmedicinske undersøgelser, så de kan identificeres, lyder det fra det israelske premierministerkontor.

En våbenhvile, som USA var med til at forhandle på plads, har været gældende i Gaza siden 10. oktober.

De fleste kampe er ophørt, og hundredtusindvis af palæstinensere har kunnet vende tilbage til ruinerne af deres hjem, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Men parterne har beskyldt hinanden for gentagne brud på våbenhvileaftalen, der indeholder en række faser, som endnu ikke er trådt i kraft - og som kan blive ganske svære at få gennemført.

Blandt andet skal Hamas ifølge aftalen afvæbnes.

Imens har omkring 200 amerikanske soldater oprettet en base i det sydlige Israel med det formål at holde øje med våbenhvilen og begynde planlægningen af indsættelsen af en international styrke.

Også den internationale styrke er et led i de senere faser af planen.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT