Israel: Import af kommercielle varer til Gaza stopper
Israel siger, at lokale stopper import på grund af Hamas-afgifter. Lastbilformand afviser og peger på Israel.
Importen af kommercielle varer til Gaza er blevet suspenderet.Det meddeler Cogat, en enhed under Israels forsvar, der fører tilsyn med humanitære anliggender i Gaza, ifølge nyhedsbureauet AP.
Dermed lukkes for en afgørende kilde til mad og ly for Gazas befolkning.
En talsperson for Norsk Flygtningehjælp siger til AP, at de kommercielle varer er vigtige, da den humanitære sektor ikke kan klare det på egen hånd.
- Markedet er nødt til at fungere, siger talsperson Shaina Low.
Hvem der har truffet beslutningen om en suspendering, står ikke klart.
Ifølge Cogat er det palæstinensiske handlende, der er blevet trætte af den militante organisation Hamas' skatter.
Men Nahed Sheheiber som er formand for en privat forening for lastbilchauffører i Gaza, siger til AP, at det er en beslutning truffet af Israel.
Ifølge Sheheiber kræver Gazas økonomiministerium en afgift på 10.000 shekel - cirka 21.500 kroner - per lastbil, der kommer ind.
Israel fører tæt kontrol med, hvad der kommer ind i Gaza, da der fra israelsk side er bekymring for, hvad der falder i hænderne på Hamas - og hvad det vil kunne bruges til.
Times of Israel skriver, at 50 procent af alle lastbiler, som kommer ind i Gaza, ifølge Cogat er fra den private sektor.
Det vides ikke, om de humanitære organisationer vil få mulighed for at bringe flere varer ind og kompensere for det, som nu ikke kan føres ind af private.
Fra humanitære organisationers side har der været udtrykt bekymring for den kommende vinter og de konsekvenser, den kan få for Gazas befolkning.
Det skyldes blandt andet det igangværende vejrfænomen El Niño, som ventes at føre til større regnmængder til området.
Regnen kan yderligere destabilisere de mange usikre og ødelagte bygninger. Samtidig er der bekymring for oversvømmelser på grund af Gazas stærkt beskadigede kloaksystem. Det sagde FN's Internationale Organisation for Migration (IOM) i sidste uge ifølge Reuters.
Cogat betegnede i weekenden over for nyhedsbureauet AFP den humanitære situation i Gaza som stabil.
Imens sagde en talsperson for FN's Verdensfødevareprogram (WFP), at der stadig er tale om en "ekstremt alvorlig" situation angående fødevaresikkerhed i området.
I august 2025 erklærede den FN-støttede overvågningsenhed Integrated Food Security Phase Classification (IPC) hungernød i Gaza. Noget, som Israel kaldte en løgn.
I december blev erklæringen ophævet, med henvisning til at en våbenhvile havde forbedret situationen.
Internationale journalister får ikke mulighed for at rapportere uafhængigt fra Gaza.
RITZAU
