De fleste iranere har ifølge internetobservatøren NetBlocks ikke haft international netadgang i 87 dage.
Efter flere måneder uden internet har Irans præsident, Masoud Pezeshkian, beordret en åbning af den internationale internetadgang i landet.Det skriver iranske statsmedier ifølge Reuters.
De fleste iranere har ifølge internetobservatøren NetBlocks ikke haft adgang til internationale netsider i 87 dage i streg, da kun få har adgang til dyre og avancerede VPN'er, der kan omgå restriktionerne.
En VPN-forbindelse kan blandt andet bruges til at omgå geografiske blokeringer på hjemmesider.
Det er endnu ikke klart, hvornår adgangen til det internationale net i landet reelt vil blive åbnet.
Myndighederne i landet lukkede oprindeligt internettet fra den 8. januar som et svar på landsdækkende protester mod regeringen. Internetforbindelsen blev gradvist genetableret i februar, før en ny nedlukning startede efter USA og Israel angreb Iran den 28. februar.
Fire personer, herunder to udlændinge, blev i april anholdt i Iran og anklaget for spionage og at have importeret udstyr til satellitbaseret internet, såsom Starlink.
Det skrev det iranske nyhedsbureau Tasnim.
Nationaliteten på de to udlændinge blev ikke oplyst.
Siden krigen begyndte, er hundredvis af iranere ifølge nyhedsbureauet blevet anholdt for at "samarbejde med fjendtlige stater".
Starlink er et system af satellitter, som SpaceX har opsendt for at kunne levere internettjenester til også fjerntliggende områder på Jorden.
Under de massive demonstrationer i Iran var der ubekræftede meldinger om, at Elon Musk-selskabet SpaceX tilbød iranske brugere gratis Starlink-abonnement.
Det skrev Bloomberg dengang.
En Starlink-modtager kan dog koste flere tusinde kroner og er ulovlig i landet.
Amnesty International oplyste i marts til AFP, at organisationen havde modtaget flere rapporter om razziaer og anholdelse af personer med Starlink-udstyr.
Selv uden nedlukningen af internettet i landet er den internationale internetadgang stærkt begrænset gennem censur af mange hjemmesider.
/ritzau/Reuters