Irans præsident åbner for lovændringer efter protester

15. OKT 2022 • 18:40UDLAND

Iranske aktivister har lørdag indkaldt til store demonstrationer under parolen "begyndelsen til enden".

Irans konservative præsident, Ebrahim Raisi, har opfordret til en gennemgang af landets love.

Det kommer på et tidspunkt, hvor Iran er rystet af store demonstrationer mod præstestyret i landet.

Raisi siger, at det er "afgørende at gennemgå, revidere, opdatere og om nødvendigt revidere lovene".

Han tilføjer, at dialog er nødvendigt, hvis man skal revurdere visse spørgsmål og "rydde tvivl af vejen" i samfundet.

- Vi bør også se på, om vi har opnået de fastsatte mål. Og hvis ikke, se på hvor problemet ligger, siger præsidenten ifølge det iranske nyhedsbureau Irna.

Raisi mener, at der eksempelvis skal være mere fokus på kvinders status og muligheder.

Han uddyber ikke, hvilke love han taler om, og om der kan blive tale om ændringer i eksempelvis reglerne for brug af hovedtørklæder.

Iranske aktivister har indkaldt til en aktionsdag lørdag under parolen "begyndelsen på enden".

I Irans næststørste by, Mashhad, råber demonstranter en opfordring til landets præstestyre om at "skrubbe af". Bilerne i midten af byen dytter i sympati med demonstranterne, viser en video, som Iran Human Rights har lagt på nettet.

Organisationen har base i Norge, men får videoer og informationer fra aktivister i Iran.

Demonstrationerne i Iran er de største i årevis. De har varet næsten en måned. De brød ud, efter at den 22-årige Mahsa Amini døde i iransk politis varetægt den 16. september.

Hun var tilbageholdt for "upassende påklædning".

En anden video fra den nordvestlige kurdiske by Saqez, som var Mahsa Aminis hjemby, viser strejkende butiksejere og kvindelige gymnasieelever side om side, mens de råber slagord mod det iranske styre.

- Kvinder, liv, frihed, lyder det taktfast fra dem. Det skriver Reuters.

Sikkerhedsstyrker har ifølge den britiske tv-station BBC skudt mod demonstranter i den nordlige del af landet.

Internettet var afbrudt i Iran fra klokken 08 lørdag morgen, så det har været sparsomt med informationer fra landet. Men ifølge de informationer, der er kommet ud, har over et dusin byer holdt demonstrationer.

Flere steder er det ifølge BBC's oplysninger kommet til voldsomme sammenstød mellem demonstranter og sikkerhedsstyrker.

I løbet af de uger, protesterne har varet, er mindst 200 mennesker blevet dræbt i sammenstød med sikkerhedsstyrkerne, siger menneskerettighedsgrupper.

Demonstrationerne har bredt sig og har nu også fået mange iranere til at strejke i protest mod præstestyret, skriver Reuters.

/ritzau/dpa

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU