Irans øverste leder: Israel vil aldrig besejre Hamas og Hizbollah

4. OKT 2024 • 11:56UDLAND

Ayatollah Ali Khamenei holder fredag en sjælden tale til iranerne og hylder missilangreb på Israel.

Irans missilangreb på Israel tirsdag var fuldstændigt legitimt, og den militante bevægelse Hamas' angreb for et år siden var berettiget.

Desuden vil Israel aldrig kunne besejre Hamas i Gaza eller den militante organisation Hizbollah i Libanon.

Det fastslår Irans øverste religiøse leder, ayatollah Ali Khamenei, i en sjælden tale, som han ifølge Reuters holder i forbindelse med fredagsbønnen i Irans hovedstad, Teheran.

- Vores væbnede styrkers geniale angreb for et par dage siden var fuldstændigt lovligt og legitimt, siger Khamenei ifølge Reuters.

Iran affyrede tirsdag aften omkring 180 ballistiske missiler mod Israel.

Langt de fleste missiler blev dog skudt ned af det israelske luftforsvar.

To personer blev lettere såret i Israel i forbindelse med missilangrebet, mens en palæstinenser på den israelskbesatte Vestbred blev dræbt af rester af et missil, der blev skudt ned.

Også i april blev Israel angrebet af missiler, der blev affyret fra Iran.

Iran er allieret med både den militante palæstinensiske bevægelse Hamas og Hizbollah-bevægelsen. Israel har det seneste år angrebet begge grupper i henholdsvis Gaza og Libanon.

Den seneste tid er konflikten mellem Israel og Hizbollah eskaleret med tiltagende angreb mod begge parter.

Baggrunden er et spektakulært angreb på Hizbollah-bevægelsen 17. og 18. oktober. Her detonerede flere hundrede personsøgere og walkie-talkier tilhørende Hizbollah-medlemmer.

Omkring 40 mennesker blev dræbt, og over 3000 blev såret, har Libanons sundhedsministerium oplyst.

Hizbollah beskylder Israel for at stå bag angrebet, hvilket Israel har afvist.

Siden eksplosionerne har Israel angrebet adskillige mål i Libanon fra luften, mens Hizbollah har angrebet Israel.

Et af de israelske angreb kostede Hizbollahs øverste leder, Hassan Nasrallah, livet i forstaden al-Dahiya syd for Libanons hovedstad, Beirut.

Inden fredagsbønnen i Teheran er der fredag afholdt en ceremoni til minde om Nasrallah.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT