Irans landshold synger ikke med på egen nationalsang ved VM

21. NOV 2022 • 14:52UDLAND

Det iranske landshold sendte tilsyneladende et signal, da det besluttede ikke at synge med på nationalsang.

De iranske landsholdsspillere sang ikke med på deres nationalsang, da den mandag blev afspillet i Qatar før Irans kamp mod England ved fodbold-VM.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters. Det fremgår også af en video, som journalisten Natalie Amiri fra den tyske tv-station ARD har lagt på Twitter.

Spillerne har ikke direkte oplyst, hvorfor de valgte ikke at synge med. Det menes dog at have relation til igangværende protester i deres hjemland.

Der er i øjeblikket stor folkelig opstand i Iran. Her har mange borgere i cirka to måneder demonstreret mod landets præstestyre.

Alireza Jahanbakhsh, anfører for Irans fodboldlandshold, havde på forhånd sagt, at truppen havde diskuteret, hvorvidt de ville synge med. De ville tage en "fælles" beslutning, lød meldingen ifølge nyhedsbureauet AFP.

Irans landshold er sædvanligvis kilde til stor national stolthed.

Det har dog mistet folkelig opbakning, efter at det i september besøgte Irans præsident, Ebrahim Raisi. Billeder af holdet sammen med præsidenten blev delt på sociale medier, mens protester rasede i gaderne.

På Twitter bliver det iranske landshold mandag blandt andet fremhævet af den danske sportsjournalist Kian Fonoudi, der er født i Iran.

- Ingen synger med, skriver han efterfulgt af en emoji, der klapper.

Søndag udtalte forsvarsspilleren Ehsan Hajsafi sig om situationen.

- Vi bliver nødt til at acceptere, at forholdene i vores land ikke er ordentlige, og at iranerne ikke er glade. Vi er her, men det betyder ikke, at vi ikke skal være deres stemme, sagde han ifølge Reuters.

Demonstrationerne i Iran er opstået i kølvandet på en 22-årig kvindes død.

Kvinden, Mahsa Amini, mistede bevidstheden i det iranske moralpolitis varetægt og lå i koma i tre dage, inden hun døde fredag 16. september.

Hun blev anholdt, fordi hendes hijab ifølge myndighederne ikke dækkede hendes hår godt nok. Moralpolitiet har af mange fået skylden for hendes død.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU