Iransk droneangreb rømmer luftrummet over Mellemøsten
Data fra Flightradar24 viser fredag, at flytrafikken dirigeres uden om Iran, Irak, Jordan og Israel.
Flytrafikken på tværs af Mellemøsten er fredag eftermiddag påvirket af nattens angreb på Iran og Irans efterfølgende angreb på Israel.Data fra Fligthradar24 viser, at hele luftrummet over Iran, Irak, Jordan og Israel er rømmet for civil lufttrafik.
En lang række luftfartsselskaber har meddelt, at deres drift er påvirket i regionen. Nogle selskaber suspenderer flyvninger helt frem til slutningen af juli.
Det tyske flyselskab Lufthansa har aflyst alle flyvninger til og fra Irans hovedstad, Teheran, og den israelske storby Tel Aviv indtil udgangen af juli.
Det israelske selskab El Al har aflyst alle fly til og fra Israel indtil videre. Samtidig er Ben Gurion Lufthavn, der ligger uden for Tel Aviv og er Israels største lufthavn, blevet lukket.
El Al og et andet israelsk selskab Israir flyttede fredag formiddag deres fly fra lufthavnen. Det samme gjorde flyselskabet Arkia.
Ifølge data Flightradar24 blev flere Israir-fly fredag morgen fløjet fra Ben Gurion Lufthavn til Cypern, mens flere El Al-fly blev fløjet til lufthavne andre steder i Europa.
Den cypriotiske lufthavnsoperatør Hermes oplyser ifølge Reuters, at 32 fly fredag morgen klokken 08 lokal tid var blevet omdirigeret fra Mellemøsten til lufthavnene i Larnaca og Paphos på Cypern.
Det tyrkiske selskab Ajet har aflyst alle sine afgange til og fra Iran, Irak og Jordan frem til mandag morgen.
Og Qatar Airways har aflyst alle flyvninger til Iran, Irak og Israel indtil videre, oplyser selskabet i en udtalelse ifølge Reuters.
Iran blev natten til fredag angrebet adskillige steder af israelsk militær. Ifølge Israel var det nukleare og militære mål, der blev ramt.
Som gengældelse for angrebet har Iran fredag morgen iværksat et modangreb og sendt omkring 100 droner af sted mod Israel.
Israel er begyndt at skyde dronerne ned uden for israelsk territorium, oplyser en israelsk militærkilde ifølge Reuters.
/ritzau/