OVERBLIK: Højtstående militærpersoner i Iran meldes dræbt efter angreb
Israels angreb mod Iran sårer 95 personer. Flere højtstående militærfolk og forskere er meldt dræbt.
Et omfattende israelsk angreb mod Iran natten til fredag har kostet flere højtstående iranere livet.Det er fredag eftermiddag endnu uvist, hvor mange der er dræbt i angrebet.
Iranske myndigheder har oplyst, at mindst 95 personer er sårede og bragt til hospitaler.
Læs om nogle af de personer, der er blevet meldt dræbt i de natlige angreb.
* Hossein Salami.
Salami var den øverstkommanderende i Irans Revolutionsgarde. Han blev meldt dræbt i et angreb på Revolutionsgardens hovedkvarter. Salami, der blev født i 1960, blev udpeget til posten i 2019 af Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei.
* Mohammad Bagheri.
Den tidligere kommandør i Irans Revolutionsgarde Mohammad Bagheri, der blev født fra 1960, har været stabschef for Irans væbnede styrker siden 2016. Han sluttede sig til Revolutionsgarden under krigen mellem Iran og Irak i 1980'erne.
* Amir Ali Hajizadeh.
Amir Ali Hajizadeh var chef for Irans Revolutionsgardes luftvåben.
* Gholamali Rashid.
Rashid var øverstkommanderende i organisationen Khatam al-Anbiyas hovedkvarter. Khatam al-Anbiya er Revolutionsgardens afdeling, som står for bygge- og ingeniørarbejde. Han har tidligere haft en høj position i Irans væbnede styrker, og han har kæmpet for Iran under krigen i 1980'erne.
* Fereydoun Abbasi.
Atomforsker Abbasi var fra 2011 til 2013 direktør for en iransk atomenergiorganisation. Abbasi var også medlem af parlamentet fra 2020 til 2024.
* Mohammad Mehdi Tehranchi.
Mohammad Mehdi Tehranchi var ud over atomforsker også rektor for Det Islamiske Azad Universitet i den iranske hovedstad, Teheran.
* Yderligere fire atomforsker, der for offentligheden ikke er mange informationer om, er blevet meldt dræbt. Der er tale om Abdolhamid Manouchehr, Ahmad Reza Zolfaghari, Amirhossein Feghi og Motalibizadeh.
/ritzau/Reuters