Medie: Israel er klar til at angribe Iran de kommende dage

13. JUN 2025 • 00:37UDLAND

Hvis Iran afviser aftale om at indskrænke atomprogram, er Israel klar til at angribe, siger kilder til medie.

Israel er forberedt på at angribe Iran i de kommende dage, hvis Iran afviser et amerikansk forslag om at indskrænke landets atomprogram.

Det siger en unavngiven israelsk embedsmand og to unavngivne amerikanske embedsmænd fra Trump-administrationen til The Wall Street Journal.

Den israelske kilde siger videre, at et angreb kan finde sted allerede søndag, medmindre Iran indvilger i at standse produktionen af materiale, der kan bruges til at fremstille en atombombe.

Ifølge embedsmanden har udmeldingerne fra Israel til formål at presse Iran.

Det var i en telefonsamtale, at den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, talte med USA's præsident, Donald Trump, om muligheden for at angribe, siger de to amerikanske embedsmænd til The Wall Street Journal.

Kort efter beordrede Trump amerikansk personale udstationeret i Mellemøsten flyttet på grund af fare.

Trump sagde torsdag til journalister i Det Hvide Hus, at Israel snart kan udføre angreb på iranske atomfaciliteter.

- Jeg vil ikke sige, at det er nært forestående, men det ser ud til, at det er noget, der meget let kunne ske, sagde Trump ifølge nyhedsbureauet AFP.

Trump har torsdag aften desuden kommenteret sagen på sit sociale medie, Truth Social.

- Vi er fortsat fast besluttede på at finde en diplomatisk løsning på det iranske atomspørgsmål! Hele min regering har fået instruks om at forhandle med Iran.

- Iran kunne være et fantastisk land, men først må det helt opgive håbet om at anskaffe sig atomvåben, skriver Trump.

Omkring en halv time efter at artiklen fra The Wall Street Journal blev udgivet, har Axios udgivet en artikel.

Mediet skriver, at Trump-administrationen har fortalt Israel, at USA ikke kommer til at være direkte involveret i nogen former for israelske angreb på Irans atomfaciliteter.

Mediet citerer ligesom The Wall Street Journal to amerikanske og en israelsk kilde - alle tre unavngivne.

Kilderne oplyser ikke, om USA vil yde bistand til Israel i form af efterretninger eller logistik.

Avisen skriver videre, at USA næsten helt sikkert vil hjælpe Israel med at forsvare sig mod iransk gengældelse, som USA har gjort under tidligere iranske angreb.

Trumps særlige udsending til Mellemøsten, Steve Witkoff, skal søndag afholde sjette runde af forhandlinger med Iran i Oman.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT