Iraner anholdt for at ville udføre kemisk angreb i Tyskland

8. JAN 2023 • 05:43UDLAND

En 32-årig menes både at have anskaffet sig cyanid og ricin til angreb. De nærmere planer kendes ikke.

Antiterror-efterforskere har anholdt en 32-årig mand i byen Castrop-Rauxel i delstaten Nordrhein-Westfalen i Tyskland.

Manden mistænkes for at have planlagt et islamistisk motiveret kemisk angreb, skriver nyhedsbureauet dpa.

Den 32-årige, som er iransk statsborger, menes at have anskaffet sig giftstofferne cyanid og ricin til sin formodede forbrydelse.

Det oplyser den offentlige anklager i Düsseldorf i en meddelelse sammen med politiet i Recklinghausen og Münster tidligt søndag.

Lørdag aften ransagede myndighederne det sted i Castrop-Rauxel, hvor den 32-årige bor. Byen ligger omkring 15 kilometer nordvest for Dortmund.

Et større område omkring stedet blev afspærret, mens mange betjente, brandmænd og redningsarbejdere var sendt derud.

Flere folk i området bar beskyttelsesdragter, oplyser en journalist fra nyhedsbureauet dpa på stedet.

- Personen er mistænkt for at have forberedt en alvorlig og voldelig handling, som kunne være farlig for staten, siger efterforskere ifølge dpa.

- Gennemsøgningen har til formål at finde giftstoffer og andet bevismateriale.

Den 32-årige og en anden person er anholdt.

Det er uvist, hvor langt den 32-årige formodes at have været i angrebsplanerne. Et muligt konkret mål oplyses heller ikke.

- Bevismateriale blev sikret og undersøges, skriver anklagemyndigheden.

Den hovedmistænkte vil i de kommende dage blive stillet for en dommer i forbindelse med en mulig varetægtsfængsling, oplyser efterforskere ifølge nyhedsbureauet AFP.

Ricin er et stof, der selv i små doser kan være dødeligt, hvis det inhaleres eller på anden måde indtages.

Symptomerne, hvis man har indtaget ricin, er kvalme, opkast og organsvigt.

Tyskland har i senere år været ramt af - og ifølge myndighederne også forhindret - angreb med islamistisk motiv.

Berlin blev i 2016 rystet af et bilangreb på et julemarked ved Kaiser-Wilhelm-Gedächtniskirche.

En tunesisk mand med IS-sympatier dræbte 12 og sårede 49. Et 13. offer døde fem år senere af alvorlige skader.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU