Iran afviser Trumps krav om Hormuzstrædet

7. APR 2026 • 13:18UDLAND

Selv om Donald Trump truer med at ødelægge iransk infrastruktur, afviser Iran fortsat at åbne Hormuzstrædet.

Der er tirsdag ingen tegn på, at Iran vil gå med til den amerikanske præsident Donald Trumps krav om at åbne Hormuzstrædet.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

En højtstående iransk kilde siger til Reuters, at Iran har afvist et forslag om en midlertidig våbenhvile, som Iran har modtaget via mæglere.

Ifølge kilden kan forhandlinger om varig fred først begynde, når USA og Israel stopper med at angribe, giver garanti for ikke at genoptage angrebene og tilbyder at kompensere skaderne påført Iran som følge af angrebene.

Den iranske kilde oplyser derudover, at enhver fremtidig aftale kun kan lade sig gøre, hvis den sikrer, at Iran bevarer kontrollen over Hormuzstrædet og har mulighed for at opkræve gebyrer fra skibe, der passerer.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har givet Iran indtil klokken 02 natten til onsdag dansk tid til at ophæve blokeringen af olietransporten fra golflandene gennem strædet.

Hvis ikke det opfyldes, har Trump truet med at ødelægge samtlige broer og kraftværker i Iran inden for fire timer.

Trump fremsatte sin deadline i et opslag på sociale medier søndag, hvor han blandt andet skrev "åbn det fucking stræde, I galninge, ellers kommer I til at bo i helvede, VENT OG SE!".

Flere iranske embedsmænd har dog beskrevet udmeldingen som desperat eller vanvittig, og Iran har afvist Trumps krav og til gengæld truet med at angribe infrastruktur i USA's allierede lande i Golfen.

Mens Donald Trump kæmper for at få mere olie transporteret ud gennem strædet, så har flere asiatiske lande lavet aftaler med Iran på egen hånd i de seneste uger.

Ifølge det britiske medie BBC har lande som Pakistan, Indien, Filippinerne og Kina lavet aftaler direkte med Iran og har fået skibe sikkert gennem det hyppigt omtalte stræde.

Det vides dog ikke endnu, hvad omfanget af de her aftaler er, hvor lang tid de vil vare, og hvor holdbare de er i længden.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT