Internationale medier skriver om droner i Norge og Danmark

23. SEP 2025 • 09:06UDLAND

Der Spiegel, The Guardian, Reuters og CNN er nogle af de medier, som beskæftiger sig med droner i Danmark.

En række internationale medier skriver tirsdag om dronerne, der lukkede Københavns Lufthavn i flere timer.

På nordiske public service-medier som svenske SVT og norske NRK er det tirsdag morgen kort efter klokken 08.00 tophistorier på hjemmesiderne.

Også i Norge er der blevet observeret mulige droner. Det er uvist, om der er en sammenhæng.

Hos det tyske medie Der Spiegel og britiske The Guardian er der også historier om droneobservationer på forsiden, mens internationale nyhedsbureauer som Reuters og AFP følger historien.

Også medier som amerikanske CNN og britiske BBC skriver om dronerne.

- Danmark og Norge blev tvunget til at lukke deres hovedlufthavne mandag aften på grund af droneobservationer, skriver BBC.

Luftrummet over Københavns Lufthavn blev mandag aften lukket, efter at der var blevet observeret to til tre uidentificerede droner i området.

Det skete klokken 20.30, og herefter blev al flytrafik til og fra lufthavnen indstillet, inden lufthavnen natten til tirsdag klokken 00.20 genåbnede.

Ved Oslo Lufthavn blev luftrummet lukket fra cirka klokken 00.30 til 03.30, skriver det norske nyhedsbureau NTB.

I Norge understreger politiet tirsdag morgen, at der er tale om "mulige droneobservationer", som ikke er blevet verificeret.

Fra dansk politis side tages der ikke samme forbehold, og ifølge dansk politi kom dronerne i København formentlig fra en aktør, der har kapaciteter, vilje og redskaber til at vise sig frem.

- Dronernes måde at operere på, deres størrelse og tiden over målet gjorde, at vi konkluderede, at det formentlig er en kapabel aktør bag anvendelsen af dronerne, sagde Jens Jespersen, der er ledende politiinspektør hos Københavns Politi, tirsdag morgen.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

23. SEP 2025 • 10:21UDLAND
Hongkong lukker ned før supertyfon
FÅ ABONNEMENT