Hongkong lukker ned før supertyfon

23. SEP 2025 • 10:40UDLAND

Panikindkøb, nedlukning og flyaflysninger præger Hongkong, før tyfonen Ragasa rammer.

Hongkong har lukket ned for skoler og nogle virksomheder, mens supertyfonen Ragasa nærmer sig. En lang række fly er også blevet aflyst.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ragasa, der har vindstyrker på op mod 220 kilometer i timen, har allerede hærget det nordlige Filippinerne, hvor et jordskred dræbte mindst to.

I Hongkong opfordres folk til at holde sig indendørs. De fleste flyvninger ventes at blive indstillet frem til torsdag.

Folk har i supermarkeder foretaget panikindkøb af frygt for flere dage med lukkede butikker.

Mange har sat tape på vinduerne i håb om at mindske risikoen for knust glas.

Også flere andre steder i det sydlige Kina og Taiwan ventes stormen at hærge.

Da Ragasa var mest kraftfuld mandag, havde den vedvarende vindhastigheder på 260 kilometer i timen svarende til en kategori 5-orkan.

Det gjorde den til den mest kraftfulde på Jorden hidtil i år. Siden er den blevet nedjusteret, men vindhastighederne svarer fortsat til en kategori 4-orkan.

Tidlig eftermiddag lokal tid tirsdag udsendte Hongkong et tyfonvarsel af kategori 8, hvilket er det tredjehøjeste niveau. Dermed opfordres de fleste virksomheder og transporttjenester til at lukke ned.

Vejret ventes hastigt at blive forværret i løbet af tirsdagen.

Tyfonen kan føre til forhøjet vandstand på niveauer, som også blev set under tyfonen Hato i 2017 og Mangkhut i 2018. Begge medførte milliardskader i Hongkong.

I lavtliggende områder har lokale myndigheder delt sandsække ud.

I flere sydlige kinesiske provinser er der også advarsler om kraftig regn fra sent tirsdag, og der er iværksat tiltag for at forsøge at mindske oversvømmelserne.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

23. SEP 2025 • 10:40UDLAND
Hongkong lukker ned før supertyfon
FÅ ABONNEMENT