Hundredvis af nordkoreanere meldes dræbt i kampe i Rusland

17. DEC 2024 • 23:27UDLAND

Ukraine har meldt om nordkoreanske soldater i den russiske Kursk-region. Flere hundrede er angiveligt døde.

Flere hundrede nordkoreanske soldater er blevet dræbt i kampe i den russiske Kursk-region, som Ukraine kontrollerer en lille del af.

Sådan lyder det tirsdag fra en embedsmand fra det amerikanske militær. Embedsmanden udtaler sig på betingelse af at være anonym.

Vedkommende er af nyhedsbureauet Reuters blevet spurgt om, hvor højt rangerede de dræbte nordkoreanske soldater var. Hans svar er, at det drejer sig om alt mellem lavtrangerende soldater til folk "meget tæt på toppen".

Ifølge oplysninger fra USA er der den seneste tid kommet mindst 10.000 nordkoreanske soldater til Rusland.

Lørdag sagde den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, i sin daglige tale til ukrainerne, at Rusland er begyndt at bruge nordkoreanske soldater i "et betydeligt antal" i angreb mod ukrainske styrker i Kursk.

Zelenskyj sagde desuden, at Ukraine har oplysninger, der tyder på, at de nordkoreanske soldater også vil blive sat ind andre steder end i Kursk.

Nordkorea og Rusland har indgået en forsvarsaftale, som i begyndelsen af december formelt trådte i kraft. Aftalen betyder, at begge lande er forpligtede til "øjeblikkeligt" at yde militær bistand, hvis det andet land bliver invaderet.

Ukrainske styrker rykkede i august ind i Kursk-regionen og tog kontrol over en række byer. Kursk ligger i det sydvestlige Rusland og grænser op til Ukraine.

I november sagde en kilde fra det ukrainske militær til AFP, at Ukraine kontrollerede 800 kvadratkilometer land i Kursk-regionen. Ifølge kilden har Ukraine tidligere maksimalt kontrolleret knap 1400 kvadratkilometer.

Hele Kursk-regionens areal er knap 30.000 kvadratkilometer. Til sammenligning er Danmarks areal cirka 43.000 kvadratkilometer.

Krigen mellem Ukraine og Rusland har raset, siden russiske styrker indledte en invasion af Ukraine i de tidlige morgentimer den 24. februar 2022.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT