Kamala Harris dropper at tale til tilhængere på valgaftenen
Kamala Harris udskyder talen til sine tilhængere til dagen efter valgaftenen i USA.
Kamala Harris har valgt at ikke holde tale for sine tilhængere på aftenen for valgdagen lokal tid i USA.Det oplyser hendes kampagnestab ifølge nyhedsbureauerne Reuters og AFP.
Harris taler i stedet til sine tilhængere dagen efter valget lokal tid, lyder det.
- I hører ikke fra vicepræsidenten i aften, men I skal nok høre fra hende i morgen, siger Cedric Richmond, som er en af lederne for Harris' kampagnestab, til de fremmødte til en valgfest på Howard University.
Kamala Harris sakker bagud til Donald Trump i de indledende resultater fra det amerikanske præsidentvalg.
Donald Trump har allerede vundet i svingstaterne North Carolina og Georgia.
De fem andre delstater, Wisconsin, Michigan, Pennsylvania, Arizona og Nevada, har stadig ikke fundet en vinder.
Det er stadig ikke alle stemmer, som er talt op, men Trump har en markant føring i alle fem.
Det er ligner dermed, at amerikanerne kan se frem til fire år mere med Donald Trump som præsident.
Han har kort efter klokken 7 onsdag morgen 247 valgmænd mod Harris' 210. Det kræver 270 at vinde valget.
Uanset hvem der vinder, sker magtoverdragelsen ikke før årsskiftet.
I USA er traditionen, at den nye præsident bliver taget i ed og får nøglerne til Det Hvide Hus 20. januar efter præsidentvalget.
Ifølge det amerikanske nyhedsbureau AP har Republikanerne fået flertal i Senatet, hvor Demokraterne med hjælp fra en række løsgængere indtil videre har kontrolleret magten.
Det står endnu ikke helt klart, hvilket parti der får flertal i Repræsentanternes Hus, som er det andet kammer i Kongressen, som er USA's føderale parlament.
/ritzau/