Unge cambodjanere lærer om brutal fortid

17. APR 2025 • 05:00UDLAND

Torsdag er det 50 år siden, at De Røde Khmerer og lederen Pol Pot overtog magten i Cambodja.

Rædselshistorierne fra Cambodjas tidligere leder Pol Pots regime bliver fortalt videre til den næste generation.

En flok skolebørn lytter med, mens 71-årige Mean Loeuy fortæller, hvordan han slap levende fra en af Pol Pots arbejdslejre.

Flere af hans familiemedlemmer var ikke så heldige. De mistede livet i årene mellem fra 1975 til 1979, hvor De Røde Khmerer med brutale metoder styrede det asiatiske land.

Torsdag er det 50 år siden, at den kommunistiske bevægelse overtog magten efter flere års borgerkrig.

Næsten to millioner mennesker mistede livet under styret, enten på grund af sult, udmattelse og sygdom eller tortur og henrettelser.

- I begyndelsen fik vi lov til at dele en skål ris mellem ti personer.

- Men til sidst sad vi med kun et riskorn hver i hånden og lidt vand, siger Mean Loeuy til eleverne.

Han beskriver arbejdslejren som et fængsel uden vægge.

Mean Loeuy er blot én af en håndfuld overlevende, der rejser rundt for at minde landets unge befolkning om Cambodjas mørke historie.

I dag er to tredjedele af befolkningen under 30 år, og den unge generation oplevede ikke selv rædslerne under De Røde Khmerer og lederen Pol Pot.

14-årige Mouy Chheng, der har lyttet til Mean Loeuys personlige beretning, fortæller, at hun har svært ved at at tro på den brutalitet hendes landsmænd blev udsat for.

- Jeg var ikke født under De Røde Khmerer. Jeg er kommet her for at lære og forstå, hvad der skete under det tidligere regime. Nu forstår jeg langt mere, siger Mouy Chheng.

Sidste år blev omkring 60.000 cambodjanske skoleelever undervist i tiden under De Røde Khmerer på 92 af landets undervisningsinstitutioner. I år er målet at nå ud til endnu flere.

Pol Pot blev i 1997 dømt til et liv i husarrest. Lederen for De Røde Khmerer døde i 1998, og det samme gjorde kommunistbevægelsen kort efter.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT