Hamas bekræfter kommandants død i israelsk angreb

4. OKT 2024 • 23:22UDLAND

Zahi Yaser Oufi blev sammen med en række andre Hamas-krigere dræbt i et angreb på flygtningelejr torsdag.

Israel hævdede torsdag at have dræbt lederen af Hamas' lokale netværk i byen Tulkarm på Vestbredden.

Oplysningen bekræftes fredag af Hamas.

Bevægelsen hævder, at mindst 18 personer omkom i forbindelse med angrebet på flygtningelejren Noor Shams.

Den dræbte kommandant hed Zahi Yaser Abd al-Razeq Oufi.

Han havde deltaget i et møde med en række andre Hamas-soldater og var efterfølgende gået hen til en lokal café.

Israelerne jævnede caféen med jorden med et luftangreb og dræbte foruden Oufi også syv andre Hamas-krigere.

Medlemmer af organisationen Islamisk Jihad skulle ligeledes være blandt de dræbte, herunder Ghaith Radwan, der var leder af organisationens afdeling i Tulkarm.

I protest mod angrebet blev der fredag gennemført en generalstrejke i Tulkarm.

FN har fordømt det israelske angreb på flygtningelejren, som kaldes endnu et eksempel på israelernes systematiske og unødvendige brug af dødbringende kraft på Vestbredden.

AFP skriver, at tabstallene i forbindelse med luftangrebet ifølge en palæstinensisk kilde er det højeste af sin art på Vestbredden siden 2000.

700 mennesker er ifølge palæstinenserne blevet dræbt på Vestbredden af den israelske hær siden begyndelsen af krigen i Gaza for knap et år siden.

Israelerne indledte krigen mod Hamas i Gaza, efter at Hamas' militante fløj, Ezzedine al-Qassam-brigaden, tidligt om morgenen 7. oktober sidste år gennemførte et overraskelsesangreb på Israel og dræbte omkring 1200 israelere.

Siden er også Hizbollah-bevægelsen fra Libanon blevet mål for israelske angreb.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT