Medier: Sort kvinde skriver historie ved guvernørvalg i Georgia
Atlantas tidligere borgmester Keisha Lance Bottoms bliver den første sorte kvindelige guvernør i USA.
Demokraten Keisha Lance Bottoms vinder valget til posten som guvernør i den amerikanske delstat Georgia.Det forudsiger medierne NBC og CNN. Det samme gør analyseinstituttet Decision Desk HQ.
Hun bliver dermed den første sorte kvindelige guvernør i USA's historie.
Keisha Lance Bottoms har ved guvernørvalget besejret Rick Jackson, som var den republikanske modkandidat.
Der er ifølge NBC første gang i 24 år, at Demokraterne sikrer sig guvernørposten i Georgia.
56-årige Lance Bottoms er tidligere borgmester i storbyen Atlanta. Det var hun fra 2018 til 2022.
Perioden som borgmester var præget af coronapandemien og sociale uroligheder, hvilket medførte kritik fra Republikanerne.
Lance Bottoms valgte ikke at genopstille til borgmesterposten og henviste dengang til de udfordringer, hun havde haft, mens hun var den øverst folkevalgte leder for storbyen.
Senere har hun været rådgiver for USA's tidligere præsident Joe Biden fra 2022 til 2023.
I de sidste uger af valgkampen har Keisha Lance Bottoms fået opbakning fra flere markante skikkelser i Det Demokratiske Parti. En af dem er den tidligere præsident Barack Obama.
Modkandidaten Rick Jackson, en tidligere forretningsmand, der aldrig tidligere har været valgt til et politisk embede, lancerede først sit kandidatur i februar, skriver NBC.
I Republikanernes primærvalg slog han Georgias viceguvernør, Burt Jones, der ellers havde præsident Donald Trumps opbakning.
Georgias nuværende guvernør, republikaneren Brian Kemp, genopstillede ikke ved valget, da han har siddet i de maksimale to valgperioder.
Ifølge nyhedsbureauet AP har delstaten Florida også fået sin første sorte guvernør.
Her har republikaneren Byron Donalds vundet over demokraten David Jolly. Donalds står til at overtage efter republikaneren Ron DeSantis, der havde siddet i det maksimale antal valgperioder.
RITZAU
