Australiens premierminister undskylder på mindedag for Bondi-ofre

22. JAN 2026 • 13:07UDLAND

Cricketstadioner blev oplyst, flag var på halv stang, og premierministeren holdt tale under Bondi-mindedag.

Over hele Australien blev der torsdag flaget på halv stang, mens der i Operahuset i Sydney blev holdt mindehøjtidelighed.

Dagen var udråbt til national sørgedag for at mindes ofrene for et skyderi på stranden Bondi Beach den 14. december sidste år.

Her åbnede en far og søn ild mod en jødisk fest på den verdensberømte strand og dræbte 15 mennesker. Faren blev dræbt af politiet.

Australiens premierminister, Anthony Albanese, undskyldte under en ceremoni i Operahuset.

- I kom for at fejre en lysfest og frihed, men det endte med vold begået i had, sagde han ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Jeg er dybt og inderligt ked af, at vi ikke kunne beskytte jeres kære mod denne ondskab, fortsatte premierministeren og fik et langvarigt bifald.

Politiet har udtalt, at mændene var inspireret af den militante gruppe Islamisk Stat til at udføre angrebet, og den australske regering har kaldt det for en terrorhandling mod jøder.

- I dag er en mulighed for, at vi kan huske og vise respekt for de 15 ofre, sagde Albanese tidligere torsdag.

- Det er en mulighed for, at vi som nation kan omfavne det jødiske fællesskab. De var mål for angrebet, fordi de var jødiske australiere, siger han.

Under ceremonien blev der tændt lys, og der var taler fra politikere.

Bygninger i hele landet, heriblandt cricketstadioner i storbyerne Melbourne og Perth, blev oplyst.

Angrebet i Bondi chokerede Australien og førte til opfordringer til hårdere tiltag mod antisemitisme og en strammere våbenlovgivning.

Albanese har lovet at tage sig af begge dele.

Han sagde før årsskiftet, at regeringen har planer om at gennemføre en række reformer, der har til formål at bekæmpe hadtale og vold.

Australiens underhus vedtog torsdag lovgivning, der skal indføre strammere baggrundskontroller for våbentilladelser samt en national ordning for tilbagekøb af våben. Forslaget skal nu gennem parlamentets senat.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT