Franske landmænd blokerer veje ind mod Paris i protest

8. JAN 2026 • 09:41UDLAND

Traktorer går forbi politiafspærringer og skaber trafikale problemer i Paris i protest mod EU-aftale.

Franske landmænd demonstrerer torsdag i Paris mod en handelsaftale, som EU snart håber på at få i stand med de sydamerikanske Mercosur-lande.

Aktionen begyndte før daggry, og omkring klokken 08 var der cirka 100 traktorer i Paris. Det skriver BFM TV.

De fleste af dem er i udkanten af byen, men nogle er lykkedes med at komme forbi politiafspærringer.

Flere traktorer har kørt ad den berømte boulevard Avenue des Champs-Élysées og blokeret veje omkring Triumfbuen.

Dusinvis af traktorer har også blokeret motorveje ind mod byen før morgenmyldretiden, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det gælder blandt andet A13-motorvejen, som går fra de vestlige forstæder og Normandiet ind mod byen. Aktionen har skabt kilometervis af kø.

En talsperson for den franske regering fordømmer det, som hun kalder "ulovlige" protester. Det skriver AFP.

At blokere motorveje eller forsøge at lave forsamlinger foran Nationalforsamlingen er "ulovligt", siger talsperson Maud Bregeon til France Info Radio. Regeringen "vil ikke tillade det", siger hun.

Mercosur-aftalen har været undervejs i over 25 år. Men EU håber nu på at befinde sig i den absolut sidste fase af at få en aftale på plads.

I slutspurten har der været voldsomme protester fra landbruget i nogle EU-lande.

I december blokerede landmænd eksempelvis Bruxelles med traktorer og fyrede fra tidlig morgen kraftige kanonslag af.

- Vi står mellem bitterhed og desperation. Vi føler os forladte, og Mercosur er et eksempel, siger Stephane Pelletier, som er et ledende medlem af fagforeningen Coordination Rurale, til Reuters.

Hvis det lykkes at indgå en handelsaftale mellem EU og Mercosur, vil det skabe et samlet marked på 700 millioner forbrugere.

Fredag i denne uge ventes EU-landenes faste repræsentanter at afklare, om der nu er kvalificeret flertal for at indgå aftalen.

Frankrig og også Polen har længe været blandt de skeptiske lande. De har udtrykt stor bekymring for, at landbruget vil blive udsat for konkurrence fra Sydamerika.

Den franske præsident, Emmanuel Macron, er indenrigspolitisk under pres. Hans endelige holdning til aftalen er ifølge Reuters fortsat ukendt.

EU har forsøgt at imødekomme bekymringer fra landbruget ved at foreslå at fremrykke 45 milliarder euro i EU-midler til sektoren.

Franske landmænd har tradition for at give udtryk for deres frustrationer med blokader.

Torsdagens aktion handler også om masseaflivninger af kvæg med den smitsomme Lumpy Skin Disease. Den giver knudedannelser i huden på kvæg. Landmændene mener, at regeringens politik er for hård. Problemet bør i højere grad løses med vaccination, synes de.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT