Statsborgerskab kræver rigtige svar om Yahya Hassan og grøn trepart
Udlændinge er onsdag blevet testet i deres viden om blandt andet dansk kultur og danske værdier.
Hvad er Yahya Hassan særligt kendt for, og kan man blive straffet med fængsel, hvis man snyder med optælling af stemmer til Folketinget?Det er to af de spørgsmål, som indgår i indfødsretsprøven, der onsdag er blevet afholdt på 47 sprogcentre over hele landet.
Spørgsmålene fremgår af prøven, der er blevet offentliggjort af Styrelsen for International Rekruttering og Integration (Siri).
6505 personer var tilmeldt prøven, hvor deltagerne havde 45 minutter til at besvare 45 spørgsmål om danske samfundsforhold, kultur, historie og værdier.
Mindst 36 af svarene skal være korrekte. Alle spørgsmålene har to eller tre svarmuligheder.
Fem af de samlede 45 spørgsmål vedrører aktuelle emner, som har været bredt dækket i danske medier.
I prøven var der spørgsmål om, hvad der blev aftalt i grøn trepart mellem regeringen, kommunerne og organisationer i juni, Inger Støjbergs tidligere parti, og hvad der skete i 1849.
Deltagerne har svaret rigtigt på de tre spørgsmål, hvis de har svaret, at en del af Danmarks landbrugsjord skal omdannes til natur, partiet Venstre, og grundloven blev indført.
De sidste fem spørgsmål af prøven omhandler danske værdier. Her skal deltagerne have mindst fire ud af fem rigtige.
Det omhandler blandt andet spørgsmål om, hvorvidt en regering kan bestemme, at en forening skal opløses for altid, og hvilken placering Danmark indtager ud af 49 europæiske lande, når det gælder rettigheder for LGBTI-personer.
Der kan gå op til fire uger, før deltagerne får at vide, om de har bestået prøven eller ej.
Hvis ikke, kan de gå op til en ny prøve. Den næste afholdes 27. maj 2025.
Man skal som udlænding have bestået indfødsretsprøven for at kunne søge om dansk statsborgerskab.
Indfødsretsprøven skal ikke forveksles med medborgerskabsprøven. At bestå medborgerskabsprøven er en af betingelserne for at få permanent opholdstilladelse i Danmark.
/ritzau/