Værtspar vender tilbage til Dansk Melodi Grand Prix
Sara Bro og Stéphanie Surruge skal igen i år være værter til Danmarks største musikkonkurrence 1. marts.
Når Danmarks største musikkonkurrence, Dansk Melodi Grand Prix, bliver sendt på DR1 den 1. marts bliver det med samme værtsduo som sidste år.Det er nemlig igen i år Sara Bro og Stéphanie Surrugue, der skal styre slagets gang, når musikere skal dyste om at blive Danmarks bud til Eurovision Song Contest.
Det skriver DR.
Dansk Melodi Grand Prix bliver i år sendt direkte fra Jyske Bank Boxen i Herning.
I år er det otte deltagere, der stiller op i håbet om at vinde trofæet. Samtidig skal vinderen forsøge at hive endnu en sejr hjem ved Eurovision Song Contest 2025, der i år afholdes i Basel i Schweiz.
- Det er simpelthen en gigantisk fornøjelse igen at være om bord på Danmarks største partybus.
- Dansk Melodi Grand Prix forankrer sig i en dansk og europæisk tradition, som har kulturel betydning, der rækker ud over musikken, siger Stéphanie Surrugue til DR.
Både Sara Bro og Stéphanie Surruge har begge tidligere fortalt til Ritzau, at de er dedikerede fans af Dansk Melodi Grand Prix.
Derfor var de heller ikke i tvivl, da de blev spurgt, om de ville være værter sidste år. Og det har de altså igen sagt ja til i 2025.
De to kender hinanden i forvejen og er veninder privat.
50-årige Sara Bro begyndte karrieren på Børneradio på P3 i 1995 og har siden været både radio- og tv-vært. De seneste fire år har hun været vært på radioprogrammet "Sara og Monopolet".
Journalist og tv-vært 47-årige Stéphanie Surruge laver masser af live-tv for DR.
De seneste mange år har hun været international korrespondent for DR og har med jævne mellemrum stået i spidsen, når DR har sendt live fra store begivenheder.
Det gælder eksempelvis tronskiftet sidste år, ligesom hun er fast inventar i dækningen af regentens nytårstale.
Programansvarlig for Dansk Melodi Grand Prix i DR, Erik Struve Hansen, kalder Dansk Melodi Grand Prix for et traditionsfyldt program, der hvert år fejrer den danske musik- og sangskrivertradition.
- Musikken, showet og dagene omkring samler os alle på tværs af hele landet og forskellige generationer, siger Erik Struve Hansen til DR.
Han fortæller ligeledes, at sidste år så over én million danskere med, og det vidner i den grad om, at showet stadig formår at skabe fællesskab og engagement på tværs af landet.
/ritzau/