FN: Mindst 50 døde i brand på båd med sudanesiske flygtninge i Libyen
Mange migranter søger gennem Libyen, når de forsøger at nå Europa over Middelhavet.
Mindst 50 mennesker er døde, efter en båd med sudanesiske flygtninge om bord brød i brand ud for Libyens kyst søndag.Det fortæller FN's organisation for migration (IOM) ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Organisationen har givet medicinsk hjælp til 24 overlevende, oplyses det yderligere.
Mange migranter krydser gennem Libyen i et forsøg på at nå Europa over Middelhavet.
Ifølge IOM's data opholdt der sig per februar 2025 omkring 867.055 migranter fra 44 forskellige nationaliteter i Libyen, skriver Reuters.
Det sker med jævne mellemrum, at migranter dør i et forsøg på at krydse diverse farvande.
Så sent som i august omkom 90 personer, da en båd med hovedsageligt etiopiske migranter sank på vej til Abyan-provinsen i det sydlige Yemen.
Det oplyste yemenitiske embedsfolk og en kilde fra IOM dengang til nyhedsbureauet AFP.
Ifølge nyhedsbureauet er provinsen et hyppigt mål for både, der smugler afrikanske migranter til Golfstaterne.
I 2024 døde rekordmange mennesker på verdens migrationsruter. 8938 mennesker døde det år ifølge en opgørelse fra IOM publiceret i marts.
Dermed blev året det dødeligste år, der nogensinde er blevet registreret.
Ifølge FN-organisationen er det reelle tal sandsynligvis langt større, da mange dødsfald ikke bliver registreret.
- Tragedien med det stigende antal migrantdødsfald på verdensplan er både uacceptabel og mulig at forebygge. Bag hvert tal er et menneske, en person, for hvem tabet er ødelæggende, sagde IOM's vicegeneraldirektør for operationer, Ugochi Daniels, dengang i en pressemeddelelse.
Migrationsruter er ruter, folk bruger til at bevæge sig over grænser eller inden for en stat, modsat når man bruger officielle land-, luft- eller søruter til at nå en destination.
En af de største migrationsruter går over Middelhavet, hvor der sidste år blev dokumenteret 2452 dødsfald ifølge IOM-tallene.
/ritzau/