FN: En kvinde bliver dræbt af en nær relation hvert tiende minut
I 2024 blev 6 ud af 10 dræbte kvinder dræbt af en person, de kendte. Hos mandlige drabsofre er det 11 procent.
Hvert tiende minut blev en kvinde dræbt af en person tæt på sig sidste år.Det viser en rapport fra 2024 lavet af FN's kontor for narkotika og kriminalitet (UNODC) og UN Women.
I 2024 blev omkring 50.000 kvinder og piger dræbt af romantiske partnere eller familiemedlemmer.
UN Women er FN's organisation for ligestilling og forbedring af kvinders forhold.
Undersøgelsen er blevet offentliggjort tirsdag i forbindelse med FN's internationale dag for afskaffelse af vold mod kvinder den 25. november.
60 procent af de dræbte kvinder blev ifølge rapporten dræbt af en partner eller et familiemedlem såsom fædre, onkler, mødre og brødre. Til sammenligning blev 11 procent af mandlige drabsofre dræbt af en person tæt på dem.
De 50.000 er baseret på data fra 117 lande og svarer til 137 kvinder per dag.
Tallet er en smule lavere end tallet fra 2023, men det er ikke nok til at indikere et egentligt fald, da det i høj grad skyldes forskelle på, hvor tilgængelige data er fra land til land, lyder det i rapporten.
Afrika havde igen det største antal kvindedrab. Her blev omkring 22.000 kvinder dræbt.
Rapporten konkluderer, at hjemmet er det farligste sted for kvinder og piger at befinde sig. Den konkluderer også, at den teknologiske udvikling har forværret nogle former for vold mod kvinder og piger. Det gælder blandt andet deling af billeder og videoer uden samtykke.
Kvindedrab er sjældent en isoleret hændelse, siger Sarah Hendricks, der er direktør for UN Women's afdeling for politik.
- De sker ofte efter en række voldelige hændelser, der kan begynde med kontrollerende adfærd, trusler og chikane - inklusive online.
- Vi har brug for implementering af love, der anerkender, hvordan vold manifesterer sig i kvinders og pigers liv, både online og offline, og som holder gerningsmændene ansvarlige, siger hun.
/ritzau/AFP
