Paramilitær gruppe erklærer tre måneders våbenhvile i Sudan

24. NOV 2025 • 22:17UDLAND

Dagen efter at Sudans hær afviste et våbenhvileforslag, vil Rapid Support Forces angiveligt stoppe kampene.

Den paramilitære gruppe Rapid Support Forces (RSF) har mandag aften erklæret en tre måneder lang våbenhvile i det krigshærgede Sudan.

Det oplyser gruppen ifølge nyhedsbureauet AFP.

Udmeldingen kommer, dagen efter at Sudans hær afviste et våbenhvileforslag fra Quad-gruppen, som er en amerikansk ledet mæglingsgruppe.

- Som svar på internationalt arbejde, herunder USA's præsident Donald Trumps og Quad-mæglernes indsats, erklærer vi en humanitær våbenhvile, som sikrer, at kampene indstilles i tre måneder, siger leder for RSF Mohamed Hamdan Daglo i en videotale.

Foruden USA består Quad-gruppen af Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater og Egypten.

Sudans hærchef, Abdel Fattah al-Burhan, kaldte søndag mæglernes våbenhvileforslag for det "værste hidtil".

Han mener, at våbenhvileforslaget er partisk, fordi De Forenede Arabiske Emirater har været med til at lave det.

Emiraterne er blevet anklaget for at støtte og bevæbne Rapid Support Forces, som kæmper imod Sudans hær i krigen.

Det har De Forenede Arabiske Emirater afvist.

Hvordan RSF vil opretholde en våbenhvile, hvis ikke Sudans hær er indstillet på at lægge våbnene, er foreløbigt uvist.

Sudans hær og RSF har været i konflikt med hinanden siden april 2023, hvor de har kæmpet om magten i Sudan.

Konflikten har kostet titusindvis af mennesker livet, fordrevet millioner og skabt det, som FN kalder verdens største humanitære krise. Der er erklæret hungersnød i flere områder, og millioner af mennesker sulter.

Sudan hærchef insisterer på, at den eneste acceptable fredsaftale skal inkludere en fuld tilbagetrækning fra RSF's side.

Krigen har delt Sudan i to. Hæren har kontrol over de centrale, østlige og nordlige dele, mens RSF og dens allierede kontrollerer næsten hele Darfur-regionen i vest og flere områder i syd.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT