Flere byer i Frankrig indfører udgangsforbud - herunder i dele af Paris
Byerne Paris, Lille, Douai, Wattignies og Denain indfører delvist udgangsforbud efter demonstrationer.
Dele af Frankrigs hovedstad, Paris, bliver mandag omfattet af et udgangsforbud.Det samme gælder flere andre byer, skriver både nyhedsbureauet Reuters og AFP.
Det delvise udgangsforbud i Paris starter klokken 23.00, oplyser politiet til AFP.
For de andre byer Lille, Douai, Wattignies og Denain gælder udgangsforbuddet ifølge den franske premierminister Sébastien Lecornus kontor mandag og tirsdag fra klokken 20.00 til klokken 06.00, skriver nyhedsbureauet.
Lecornu åbnede allerede tidligere på dagen ifølge BBC for muligheden for udgangsforbud i kølvandet på weekendens demonstrationer.
Her understregede han, at udgangsforbuddene skal være "delvise" og lokale.
Formålet er, at det skal beskytte både virksomheder og mennesker, fortsatte Lecornu.
Hundredtusindvis var på gaden i løbet af weekenden, og der var meldinger om hærværk og plyndringer.
Alene i Paris blev mellem 300 og 400 forretninger udsat for hærværk, oplyser handelskammeret i Paris. På landsplan blev 2000 forretninger påvirket, oplyser det franske handelskammer ifølge Reuters.
I Marseille, som er en af de byer, der blev hårdest ramt af optøjerne, er der allerede blevet indført et forbud mod offentlige forsamlinger mellem klokken 12 og 20.
Den franske indenrigsminister, Laurent Nunez, har mandag erkendt, at politiet mistede kontrollen i flere franske byer under weekendens demonstrationer.
Over 2000 blev anholdt på tværs af Frankrig, og 600 betjente kom til skade, har indenrigsministeren udtalt.
Demonstrationerne begyndte som en protest mod forholdene på de franske skoler, men de har siden udviklet sig til en bredere protest mod blandt andet høje leveomkostninger.
RITZAU
