Finsk politi beslaglægger udstyr på sabotagemistænkt tankskib

31. DEC 2024 • 06:38UDLAND

Finsk politi har beslaglagt udstyr fra skibet "Eagle S", som man mistænker for sabotage af undersøiske kabler.

Finsk politi har beslaglagt udstyr fra tankskibet "Eagle S", som man mistænker for muligvis at have saboteret undersøiske kabler i Østersøen.

Det oplyser politiet i en pressemeddelelse mandag aften.

- Vi har beslaglagt udstyr fra skibet, der er relateret til skibets bevægelser, skriver politiinspektør Elina Katajamäki i pressemeddelelsen.

Udstyret vil i den kommende tid blive analyseret.

Det fremgår ikke, præcis hvilken slags udstyr der er tale om.

Finsk politi har mandag desuden fortsat dets afhøringer af skibets besætningsmedlemmer.

- Med afhøringen af besætningen ønsker vi at skabe et samlet billede af, hvad der skete på skibet, skriver politiet.

Mandag var det desuden planen, at der skulle være blevet foretaget undervandsundersøgelser. De blev dog udsat på grund af dårlige vejrforhold, siger Katajamäki.

Billeder, der er blevet offentliggjort af den finske grænsevagt, viser, at skroget på tankskibet har friske revner i malingen og slagmærker, som formodes at være forårsaget af skibets ankerkæde, skriver politiet.

Finsk politis foreløbige undersøgelser er fortsat på et tidligt stadie, og de aktive undersøgelser forventes at fortsætte i flere uger, mens den endelige efterforskning forventes at tage flere måneder.

Undersøgelsen er blevet iværksat, efter at et elkabel og flere datakabler, der løber i Østersøen mellem Finland og Estland, blev beskadiget 25. december.

Finsk politi mistænker, at tankskibet "Eagle S", der sejlede fra Sankt Petersborg natten til 25. december, har forårsaget skaderne.

Finlands toldvæsen mener, at skibet er en del af Ruslands skyggeflåde, som omgår sanktioner ved ikke at sejle under russisk flag.

Politiet oplyste søndag, at det havde konstateret et flere kilometer langt slæbespor på havbundet i Østersøen.

Det er politiet opfattelse, at sporet stammer fra skibet.

Sporet kan potentielt være næsten 100 kilometer langt. Det stopper der, hvor "Eagle S" trak sit anker op, fortalte efterforskningsleder Sami Paila søndag til det finske medie Yle.

Finsk politi endnu ikke har fastslået, hvor et anker eventuelt er blevet kastet fra skibet.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT