Fem norske soldater er fundet efter større eftersøgning

3. OKT 2025 • 07:49UDLAND

Fredag morgen er fem soldater, der har været savnet siden torsdag, blevet fundet. De forsvandt under øvelse.

Fem norske soldater - som natten til fredag har været savnet efter en øvelse i det nordøstlige Norge - er blevet fundet.

Det oplyser Øyvind Johnson Holsbrekken, som er operationsleder i politidistriktet Finnmark, ifølge det norske nyhedsbureau NTB.

- Klokken 05.45 fik politiet melding fra forsvaret om, at de resterende fem soldater er lokaliseret, lyder det.

Den ene enhed opsøgte et kontrolpunkt, som det norske forsvar havde etableret langs E6, forklarer operationslederen, mens den anden enhed fik kommunikeret, at de befandt sig ved grænsen til Finland.

Enheden ved grænsen til Finland vil nu blive hentet af forsvarets eftersøgningshold, lyder det.

Til mediet VG oplyser det norske forsvars operative hovedkvarter, at soldaterne tilsyneladende er i god tilstand.

Holsbrekken siger til NTB også, at det ikke lyder til, at soldaterne har brug for lægehjælp.

Der blev torsdag iværksat en større eftersøgning, efter at i alt ti soldater ikke havde meldt ind til deres afdeling under en øvelse.

Øvelsen bestod i, at soldaterne skulle gemme sig uden at blive opdaget, og den fandt sted omkring byen Bugøynes, der ligger i Norges nordligste fylke, Finnmark, som grænser op til Finland og Rusland.

Soldaterne vendte dog ikke hjem på det aftalte tidspunkt.

Fem af soldaterne blev fundet i løbet af torsdag - og fredag morgen er de resterende fem altså også blevet fundet.

Ifølge NTB har politiet forskellige teorier om, hvad der gjorde, at soldaterne ikke vendte tilbage som aftalt.

- Vi arbejder fortsat ud fra to teorier. Den ene er, at soldaterne misforstod det tidspunkt, de skulle melde sig, eller at det tog længere tid, end planlagt, skriver operationsleder Jørgen Haukland Hansen i en politilog.

Den anden teori er, at soldaterne er faret vild eller er kommet til skade, lyder det.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT