Fem meldes såret efter russisk droneangreb i det sydlige Ukraine

9. OKT 2025 • 08:04UDLAND

Der har natten til torsdag været meldinger om droneangreb på energianlæg i Rusland og Ukraine.

Fem personer er natten til torsdag blevet såret i et russisk droneangreb på regionen Odesa, der ligger i det sydlige Ukraine.

Det skriver områdets guvernør, Oleh Kiper, torsdag på den krypterede beskedtjeneste Telegram ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Både en havn og energiinfrastruktur er ifølge guvernøren blevet beskadiget som følge af angrebet, der startede brande i containere med vegetabilsk olie og træpiller på havnen i Odesa.

30.000 elkunder har desuden mistet strømmen, skriver Kiper.

Natten til torsdag er der også meldinger om ukrainske droneangreb i den sydvestlige russiske region Volgograd.

Andrei Bocharov, der er guvernør i området, oplyser torsdag ifølge Reuters, at der er udbrudt brand på energianlæg i regionen som følge af droneangreb.

- Brandvæsnet er i øjeblikket i gang med at slukke brandene, siger Bocharov.

Ruslands forsvarsministerium oplyser torsdag morgen, at luftforsvarssystemer i løbet af natten har opsnappet og ødelagt 19 ukrainske droner over russisk område. Ni af dem skal være blevet opsnappet over regionen Volgograd.

Onsdag var der desuden meldinger om flere dødelige russiske luftangreb i Ukraine.

Her meldte Oleg Grygorov, der står i spidsen for militæradministration i den nordøstlige region Sumy, at tre personer var blevet dræbt i russiske angreb.

- Rusland angriber regionen med snesevis af droner og gps-guidede GBU-bomber, skrev Grygorov onsdag på Telegram.

To personer meldes desuden såret efter angrebet i Sumy.

Angreb fra Rusland kostede samme dag tre personer livet i regionen Kherson i det sydlige Ukraine.

Det meldte Oleksandr Prokudin, som er guvernør i Kherson, onsdag på Telegram ifølge Reuters. Angrebene fandt sted i og omkring byen Kherson, lød det fra Prokudin.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT