Landsholdet skubber DBU-toppen forrest i politiske spørgsmål

9. OKT 2025 • 10:10SPORT

Christian Eriksen og Brian Riemer henviser til DBU's top på spørgsmål om sanktioner mod Belarus.

Det bliver hverken de danske landsholdsspillere eller landstræner Brian Riemer, der kommer til at svare, når der stilles spørgsmål om politiske emner.

De henviser i stedet til DBU's ledelse. Det har også været tilfældet i denne uge, hvor Danmark torsdag møder Belarus i en VM-kvalifikationskamp.

Belarus støtter Ruslands krig i Ukraine, men i modsætning til russerne er Belarus ikke udelukket fra international fodbold.

Sanktionen er i stedet, at Belarus' landshold og klubhold skal spille internationale kampe på tomme stadioner i udlandet.

Det er også tilfældet torsdag, hvor den ungarske by Zalaegerszeg lægger stadion til VM-kvalifikationskampen mod Danmark.

Anført af direktør Erik Brøgger Rasmussen har DBU i mere end tre år proklameret, at Belarus bør udelukkes fra international fodbold.

På fodboldlandsholdet fylder det politiske emne til gengæld intet. Efter den sportslige fiasko ved VM i Qatar konkluderede DBU i sin havariudredning, at politiske spørgsmål havde været med til at distrahere trænerstab og spillertrup under slutrunden.

Derfor bliver spørgsmålet om Belarus' berettigelse i VM-kvalifikationen sendt direkte videre til DBU-toppen.

- Det er et politisk spørgsmål, som vi lader DBU klare, mens vi på landsholdet koncentrerer os om fodbolddelen, siger Christian Eriksen.

Brian Riemer stemmer i.

- Vi tager problemstillingen dybt alvorligt, men det politiske spil ligger hos Erik Brøgger. Han har ansat mig til at sikre, at vi stiller det rigtige fodboldhold på banen, laver de rigtige udskiftninger, og at vi frem for alt har tre point med hjem i flyet fra kampen mod Belarus. Det bruger jeg min energi på.

- Det er ikke et emne, vi taler om på landsholdet, vi har fokus på vores opgave. Det vil også være underligt, hvis jeg pludselig blander mig i regnskabsafdelingen i DBU. Det politiske spil er ikke mit job, det er andre ansat til, siger Riemer.

Der er ikke flertal i Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) og Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) for at udelukke Belarus fra international fodbold.

Tidligere på ugen sagde Erik Brøgger Rasmussen til Ritzau, at man næppe skal forvente, at det kommer til at ændre sig i den nærmeste fremtid.

- Vi fremfører vores synspunkt gang på gang, for det er uændret, og dem, der mener det modsatte som os, fastholder også deres synspunkt. Der er ingen parter, der har flyttet sig, så vores holdning er stadig i mindretal på det spørgsmål.

- Vi er en lille gruppe, der mener, at sanktionerne mod Belarus skal gå længere, mens en større gruppe mener, at den nuværende sanktion er passende. Jeg ser ingen bevægelse i de enkelte landes holdninger til det her spørgsmål, og det har jeg ikke gjort på noget tidspunkt, sagde Erik Brøgger Rasmussen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT