Guterres om Gaza-aftale: Grib historisk mulighed
Enighed mellem Hamas og Israel om første del af fredsplan betegnes af FN's generalsekretær som et gennembrud.
FN's generalsekretær, António Guterres, opfordrer alle parter til at gribe det, som han kalder for en historisk mulighed.Det skriver Guterres natten til torsdag på det sociale medie X, efter at Israel og Hamas er nået til enighed om at gennemføre første del af en fredsaftale for Gaza.
Første del af aftalen omhandler udveksling af fanger og en israelsk tilbagetrækning fra Gaza.
- Jeg opfordrer alle aktører til at gribe denne historiske mulighed for at etablere en troværdig politisk vej frem mod at afslutte besættelsen og anerkende det palæstinensiske folks ret til selvbestemmelse, skriver Guterres.
FN's generalsekretær tilføjer, at det skal ske som en tostatsløsning, hvor israelere og palæstinensere kan leve i fred og sikkerhed.
Guterres betegner meldingen fra Egypten, hvor Hamas og Israel de seneste dage har forhandlet, som et gennembrud.
Samtidig takker Guterres mæglere fra Qatar, Egypten, Tyrkiet og USA for at have hjulpet med at få parterne til at nå til enighed om første del af fredsplanen på i alt 20 punkter.
Planen er blevet udarbejdet af USA's præsident, Donald Trump, der natten til torsdag var først til at offentliggøre enigheden mellem Hamas og Israel.
Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har efterfølgende meddelt, at han vil indkalde den israelske regering torsdag, så den formelt kan godkende aftalen.
Generalsekretæren lover fuld støtte fra FN i det videre forløb.
- FN vil støtte den fulde gennemførelse af aftalen og øge leveringen af vedvarende og principiel humanitær hjælp. Vi vil også arbejde for genopbygning og genopretning i Gaza, skriver Guterres.
Krigen i Gaza har stået på i to år, efter at Hamas den 7. oktober 2023 sendte raketter ind over grænsen til Israel. Hamas angreb samme dag blandt andet en militærbase og en musikfestival i Israel og tog 251 gidsler med til Gaza.
/ritzau/