KØB ABONNEMENT

Europa frygter Rusland vil slå civile europæere ihjel i hybridangreb

UDLAND • 28. SEP 2026 • 10:16

EU-landenes forsvarsministre skal mandag diskutere en nød-protokol, som kan aktiveres ved russisk sabotage.

Rusland kommer til at fortsætte sine hybridangreb på EU-landene. Det er forventningen i Bruxelles på baggrund af flere efterretningsrapporter.

Derfor diskuterer EU-landene nu, hvordan man kan imødegå truslen.

Det siger EU's udenrigschef, Kaja Kallas, forud for et møde for EU-landenes forsvarsministre mandag i Bruxelles.

- Vi skal være overvågne, for vi ser i efterretningsrapporterne, at Rusland planlægger flere sabotage-handlinger og angreb på vores demokratier for at dele vores samfund og true os for at få os til at stoppe hjælpen til Ukraine.

- Vi skal stå op imod truslen. Og når vi har efterretninger, så skal vi handle, før angrebene finder sted, siger Kaja Kallas.

Hun fremhæver, at det vil ske med udgangspunkt i et forslag fra EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, om en ny "Emergency Security Protocol" (Sikkerhedsnødprotokol).

Det forslag fremsatte von der Leyen i den såkaldte state of the union-tale i september. Her sagde von der Leyen om forslaget:

- Jeg mener, det er på tide, at Europa får sin egen artikel 4 eller en sikkerhedsprotokol til nødsituationer.

- Når en medlemsstat udløser den, vil alle medlemsstater træde sammen. For at koordinere en europæisk indsats. For at forhindre yderligere eskalering. Og for at afbøde konsekvenserne, sagde von der Leyen i talen.

Initiativet skal forsøge at imødegå den eskalerende bølge af russisk sabotage, cyberangreb og fysiske hybridangreb i Europa.

Senest skød personer på en russisk fregat nødblus mod en af forsvarets Fennec-helikoptere i en afstand på 10-15 meter.

I Bruxelles er man tiltagende bekymret for, at Rusland vil ende med at slå europæere ihjel, hvis hybridangrebene fortsætter.

Det vil sætte det enkelte medlemsland samt EU og Nato i en svær situation. For hvis man tilskriver et dødeligt angreb til Rusland, hvad er så det rigtige modsvar?

- Jeg ser frem til at diskutere det med mine kolleger, for det er ikke nogen hemmelighed, at vi ser, at Rusland rykke på sig, siger forsvarsminister Jeppe Bruus (S) ved ankomsten til mødet.

I sidste uge fremlagde Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) en rapport, hvor man ikke længere vil udelukke, at Rusland invaderer et Nato-land, selv om scenariet blev anset for at være usandsynligt.

Rapporten fastslog samtidig, at Rusland vil intensivere og eskalere sin hybridkrig mod Nato og Vesten i de kommende måneder.

Derfor er det godt, at europæerne nu tager diskussionen om, hvordan man kan forberede sig, mener Jeppe Bruus.

- Jeg ser frem til, at EU-Kommissionen fremlægger deres forslag senere på efteråret og uddyber deres strategi, siger han.

Spørgsmål: Hvis Rusland slår europæere ihjel i et hybridangreb, hvad skal vores modsvar så være?

- Vores modsvar er, at vi arbejder meget tæt sammen om at opruste. Det kan man se, at vi gør i Europa. Og det er også den danske strategi, siger Jeppe Bruus.

Han undlader dermed at gå ind i diskussionen om, hvorvidt Europa kan vende den anden kind til og fortsætte som hidtil med oprustning og sanktionspakker, hvis Rusland ender med at slå EU-borgere ihjel på europæisk jord.

Også Kaja Kallas fremhæver, at de europæiske lande har gjort meget for at forsøge at stoppe truslen fra Rusland ved at opruste.

- Det er vigtigt at forstå, at vi har gjort mere for at være modstandsdygtige. Medlemslande bruger nu 2,2 procent af deres bnp samlet set på forsvar. Så det virker som afskrækkelse, siger Kaja Kallas.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT