EU-Parlamentet vil have Mercosur-aftale vurderet af EU-Domstolen
EU-Kommissionens formand, von der Leyen, har underskrevet handelsaftale, som nu skal vurderes af EU-Domstolen.
EU-Parlamentet har besluttet at lade EU's frihandelsaftale med fire lande fra det latinamerikanske Mercosur-blok gennemgå af EU-Domstolen.Det står klart efter afstemning onsdag i EU-Parlamentet.
Aftalen er ellers blevet underskrevet af EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, og bliver anset for et vigtigt skridt for EU i arbejdet med at åbne nye markeder for eksport.
Næstformand i EU-Parlamentet, Christel Schaldemose (S), er skuffet over beslutningen.
- Det er dybt bekymrende, at Europa-Parlamentet i en tid med global uro vælger at trække Mercosur-aftalen i langdrag.
- Europa har brug for nye, stærke partnere rundt om i verden, netop fordi vi ikke længere kan tage gamle alliancer for givet, og fordi vi bliver presset både fra øst og vest, siger Christel Schaldemose.
EU-Kommissionen har tidligere oplyst, at aftalen kan træde i kraft uden EU-Parlamentets godkendelse. Men onsdagens beslutning rejser ny tvivl om aftalen, der har været hele 26 år undervejs og været genstand for omfattende landbrugsprotester.
Onsdagens beslutning går imod EU's forsøg på at øge sin uafhængighed på handelsområdet i en tid, hvor USA's præsident, Donald Trump, allerede har pålagt europæiske varer told på 15 procent.
Og nu truer USA med yderligere told på europæiske lande i det tilspidsede opgør om Grønland.
Derfor bør EU holde fast i aftalen, mener Christel Schaldemose.
- Aftalen giver adgang til et marked med omkring 700 millioner forbrugere og styrker europæisk og dansk økonomi. EU har brug for flere partnere, ikke færre, siger Christel Schaldemose.
Ved afstemningen onsdag stemte 334 EU-parlamentsmedlemmer for den juridiske vurdering af domstolen. 324 stemte imod og 11 undlod at stemme.
Dermed var der tale om en tæt afstemning.
/ritzau/
