EU-lande skal finde yderligere 335 milliarder til Ukraine næste år
EU-landene skal finde yderligere 45 milliarder euro til at hjælpe Ukraine i 2027, siger EU-kommissær.
Regningen for krigen i Ukraine bliver ved med at stige.EU-Kommissionen lægger nu op til, at EU-landene skal finde yderligere 45 milliarder euro til Ukraine i 2027. Det svarer til omkring 335 milliarder kroner.
Pengene skal bruges til at lukke det hul på 70 milliarder euro, som Ukraine står over for i 2027, siger EU-kommissær for økonomi Valdis Dombrovskis.
- Ukraines finansieringsunderskud er større end ventet. Ukraine mangler yderligere 70 milliarder euro, hvoraf EU's mål vil være at dække to tredjedele.
- For at være præcis vil det kræve yderligere 45 milliarder euro fra EU, siger Valdis Dombrovskis.
EU-Kommissionen arbejder nu på at finde veje til at finansiere milliardbeløbet. Konkrete forslag vil "snart" blive præsenteret for EU-landenes stats- og regeringsledere, der skal samles til tre EU-topmøder før jul.
Målet er at indgå en Ukraine-aftale mellem EU-landene inden udgangen af året.
Den nye regning kommer, under et år efter at EU-landenes stats- og regeringschefer ellers troede, de havde betalt for krigen både i 2026 og 2027 med et 90 milliarder euro stort lån til Ukraine.
Det svarer til omkring 670 milliarder kroner.
Med den nye udmelding fra EU-Kommissionen ser regningen for krigen dog nu ud til at lande på over 1000 milliarder kroner for de to år.
Det er blandt andet manglende betalinger fra Ukraines partnerlande uden for EU, der presser EU-landene tilbage til forhandlingsbordet.
Derfor har EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, og EU's præsident, António Costa, opfordret lande som Storbritannien, Canada og Japan til at øge deres betalinger for at bringe EU's regning ned.
Alle tre lande kæmper dog ligesom flertallet af EU-landene med underskud på de nationale budgetter. Og både Japan og Storbritannien har desuden en faretruende høj gæld og stigende renter.
Dombrovskis tror, at det vil lykkes EU-landene at nå i mål.
- Jeg er forsigtigt optimistisk med hensyn til, at vi vil kunne finde en løsning og yde denne yderligere finansiering på 45 milliarder euro ud over det, der allerede er planlagt, siger Dombrovskis.
Han peger på, at en mulighed er at yde et nyt lån til Ukraine - ligesom det eksisterende lån på 90 milliarder euro.
Håbet er, at Rusland i en fredsaftale vil gå med til at betale erstatning til Ukraine. Sker det, så vil EU tage pengene tilbage fra de indefrosne russiske midler i EU.
Der er dog ingen garanti for, at Rusland går med til at betale erstatning i en fredsaftale.
Hvis det ikke sker, så hæfter 24 af de 27 EU-lande - heriblandt Danmark - for det eksisterende lån på 90 milliarder euro.
RITZAU
