Kina forlænger pauser i told på amerikanske varer og skibe
Kina forlængede i november 2025 en suspendering af told på amerikanske varer og har nu forlænget den igen.
Kina forlænger suspenderingen af en forhøjet told på 24 procent på amerikanske varer i to måneder, men bibeholder en told på ti procent.Det oplyser landets regering ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Kina forlænger desuden en suspendering af havneafgifter på skibe med tilknytning til USA i to måneder. Det oplyser Kinas transportministerium ifølge Reuters.
Begge suspenderinger træder i kraft tirsdag og udløber den 10. januar næste år.
Suspenderingerne blev første gang indført den 10. november sidste år og stod til at udløbe tirsdag, men de er altså nu blevet forlænget.
I september var Kinas præsident, Xi Jinping, og hans hustru, Peng Liyuan, på officielt statsbesøg i Washington D.C., hvor den amerikanske præsident, Donald Trump, personligt modtog Xi på militærbasen Joint Base Andrews.
Modtagelsen blev set som usædvanlig.
Efter topmødet foreslog begge parter at indføre gensidige toldnedsættelser for omkring 60 milliarder dollar. Planen er dog endnu ikke faldet endegyldigt på plads.
Kina forlænger toldsuspenderingerne for at implementere "de resultater og den konsensus, der blev opnået på mødet i Washington mellem statsoverhovederne for Kina og USA", oplyser regeringen i en udtalelse.
Kina vil "nøje følge de følgende skridt fra den amerikanske side og vil, hvor det findes hensigtsmæssigt, tilpasse de relevante modforholdsregler på toldområdet i lyset af udviklingen", skriver regeringen.
Den fortsatte suspendering skal ifølge regeringen bidrage til at sikre et stabilt og forudsigeligt politisk miljø for relationerne mellem landene.
Den skal også fremme udviklingen af de økonomiske og handelsmæssige forbindelser, lyder det.
Meldingen fra Kinas regering kommer, efter at Trump søndag sagde, at han højst sandsynligt skal mødes med Xi Jinping i den kinesiske by Shenzhen i næste uge.
Her vil Ruslands præsident, Vladimir Putin, også deltage, sagde Trump.
RITZAU
