EU-Kommissionen er bekymret for historie om læk fra Ungarn til Rusland
EU-Kommissionen beder Ungarn klarlægge historie i The Washington Post om angivelige ungarske læk til Rusland.
EU-Kommissionen er "alvorligt bekymret" over en artikel i The Washington Post i weekenden.Her siger en anonym EU-embedsmand til The Washington Post, at den ungarske udenrigsminister, Péter Szijjártó, i årevis havde opretholdt tæt kontakt med den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov.
Ifølge avisen skulle den ungarske udenrigsminister have holdt sin russiske kollega løbende informeret om drøftelserne i EU. Det skulle være sket på et tidspunkt, hvor Rusland var i krig med Ukraine.
- Vi forventer, at den ungarske regering kommer med en klarlæggelse af sagen, siger talsmand for EU-Kommissionen Anitta Hipper.
Hun ønsker ikke at kommentere yderligere på sagen eller uddybe, hvad reglerne er for samtaler mellem et EU-lands ministre og tredjelande om, hvad der foregår i EU.
Ungarns udenrigsminister, Péter Szijjártó, har afvist, at informationen er korrekt.
Ungarns europaminister, János Bóka, afviser også historien over for netmediet Politico.
- Det er falske nyheder, der nu spredes som en desperat reaktion på, at Fidesz vinder frem i valgkampen. Men det ungarske folk lader sig ikke narre, siger János Bóka.
Han henviser dermed til, at der er valg til parlamentet i Ungarn den 12. april.
Her risikerer Ungarns premierminister, Viktor Orbán, fra partiet Fidesz at miste magten.
Viktor Orbán har skabt dyb frustration i Bruxelles med gentagne blokeringer af beslutninger, som kunne have været til gavn for Ukraine.
I øjeblikket blokerer Ungarn for et lån på 90 milliarder euro til Ukraine. Samt for den 20. sanktionspakke mod Rusland.
Det sker ifølge Viktor Orbán, fordi Ukraine efter Orbáns opfattelse blokerer for russisk olie til Ungarn gennem Druzjba-rørledningen.
Det afviser Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, der siger, at rørledningen er beskadiget efter russiske angreb og vil tage seks uger at reparere.
/ritzau/
