Ni personer er kommet til skade i forbindelse med stormen Jangmi, der tirsdag har bevæget sig mod endnu en ø.
En kraftig tropisk storm har tirsdag ramt det sydvestlige Japan, hvor titusindvis af hjem er blevet efterladt uden strøm, mens hundredvis af flyafgange er blevet aflyst.Ni personer er desuden blevet såret i forbindelse med stormen.
Der er tale om stormen Jangmi, som tidligere blev kategoriseret som en tyfon. Japans meteorologiske agentur har i forbindelse med Jangmi advaret om risiko for høje bølger, jordskred og oversvømmelser.
Den har bevæget sig i nordlig retning, efter at den mandag passerede hen over den subtropiske ø Okinawa sydligt i landet.
På øen Kyushu, som ligger nord for Okinawa, er alle indbyggere i byen Miyazaki blevet opfordret til at lade sig evakuere. Det gælder omkring 390.000 mennesker.
Billeder offentliggjort af lokale japanske medier viser voldsom regn og et ti meter højt træ på Okinawa-øen, som er blevet væltet af kraftige vindstød.
Omkring 17.000 husstande på øen havde tirsdag morgen ingen strøm. Det samme gjaldt omkring 30.000 husstande i den sydvestlige region Kagoshima.
Minoru Kihara, som er talsperson for regeringen i Japan, siger, at ni personer i Okinawa er blevet såret i forbindelse med Jangmi.
Tv-stationen NHK rapporterer, at personerne blandt andet er kommet til skade, fordi stormen har blæst forskellige genstande ind i biler, ligesom de kraftige vindstød har væltet flere omkuld.
Fra Kihara lyder det på et pressemøde, at der i Tokyo, som er Japans hovedstad, og i de omkringliggende byer onsdag kan være forstyrrelser i den offentlige transport som følge af stormen.
- Til jer, der bor i områder, som sandsynligvis vil blive påvirket af stormen, opfordrer jeg til, at man følger de oplysninger om evakueringer, som udsendes af jeres lokale myndigheder, tæt, og at man er forberedt på tidlige evakueringer.
- Vær fortsat på vagt og sørg for at tage de nødvendige skridt for at beskytte jeres liv.
Japans to største flyselskaber, All Nippon Airways og Japan Airlines, aflyste tilsammen 600 flyafgange planlagt fra mandag til onsdag.
/ritzau/AFP